Værdifastsætter Stefan Engelsted Engelsfelt

Hvilke opgaver består dit job af?
Min hovedopgave er værdifastsættelse af motorcykler. Det lyder som udgangspunkt relativt lige til, men opgaven er mere omfattende end som så. I andre værdifastsætterafdelinger har mine kolleger ofte specialiseret sig i fx eksport eller import, men som værdifastsætter af motorcykler skal du kunne ”hele paletten”. Her skal man ikke blot kunne processen for eksport og import, men også kunne løse sagstyper som fx totalskade og veteran - for blot at nævne et par eksempler.
Derudover løser jeg også af og til sager af typen import – generelle køretøjer (altså ”4-hjulere”), da lovgivningen definerer disse køretøjer som personbiler, men i realiteten er der tale om ATV/UTV’er eller trikes, altså 3-hjulede motorcykler.
Jeg og mine kolleger i MC-gruppen er derudover også en del af det samlede team af værdifastsættere i Motorstyrelsen. Så kort fortalt spænder jeg meget bredt i løsningen af værdifastsættelsesopgaver.
Sideløbende med ovenstående opgaver er jeg involveret i projektarbejde. Det kan fx handle om at lave vejledning til Motorstyrelsens hjemmeside eller forslag til nye processer eller værktøjer, der kan gøre vores arbejde mere strømlinet.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det bedste ved mit job er forskelligheden i mine arbejdsopgaver og alle de dejlige mennesker – ikke kun internt i Motorstyrelsen, men også kontakten til borgere, importører og forhandlere i MC-branchen, som jeg dagligt er i kontakt med. Min brede vifte af opgaver gennem tiden har gjort, at jeg kender mange kollager i forskellige afdelinger, og det gør opgaveløsningen lettere, når jeg ved, hvilke kolleger jeg kan spørge om hjælp.
Hvad er din uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund?
Jeg har en baggrund som officer i Forsvaret. Efterfølgende uddannede jeg mig til cand.merc. i markedsøkonomi, som jeg afsluttede i 2005. Siden da har jeg bestridt jobs som distriktschef, kommunikationsmedarbejder, produktchef og produktområdeansvarlig. I 2020 gennemførte jeg et kursusforløb i embedsmandsdyder og en diplomuddannelse i registreringsafgift.
Hvad har overrasket dig ved arbejdet i Motorstyrelsen?
Forskelligheden i arbejdsopgaver har især overrasket mig ved arbejdet i Motorstyrelsen. Som person har jeg altid i mine tidligere jobs været vant til at arbejde på mange forskellige opgaver sideløbende, så mit nuværende job matcher min personlighed rigtig godt.
Hvad gør det sjovt eller spændende at gå på arbejde og hvorfor?
Det gør mine kolleger i min afdeling. Der er flere af dem, som er nogle værre spøgefugle, og jeg er vist ikke meget bedre selv. Men jeg er af den overbevisning, at hvis man har et smil på læben, så glider hverdagen ligesom meget bedre.