Sagsbehandler Emily Ferslev Seelk

Hvilke opgaver består dit job af?
Min hovedopgave er at bekræfte dokumentation på eksportsager. Det består i at sikre, at køretøjet er udført af Danmark, før den resterende registreringsafgift udbetales i forbindelse med eksporten. Derudover vejleder jeg borgere og virksomheder om regler for eksport af køretøjer. Desuden deltager jeg i driftsstyringen, hvor jeg er med til at sikre, at vi når vores mål i afdelingen. Sideløbende er jeg oplæringsansvarlig for nye medarbejdere i afdelingen, herunder kontorelever, studentermedhjælpere og praktikanter.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det bedste ved mit arbejde er den variation, mine opgaver giver. Det gør, at jeg både føler mig fagligt og personligt udfordret. Derudover er jeg rigtig glad for mine kolleger, der i høj grad bidrager til min arbejdsglæde.
Hvad er din uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund?
I 2020 blev jeg færdig med min EUX Business, og som en del af uddannelsen valgte jeg at tage 2 år som kontorelev i Motorstyrelsen i offentlig administration. Herefter blev jeg fastansat, og siden har jeg gennemført en akademiuddannelse i skat.
Hvad har overrasket dig ved arbejdet i Motorstyrelsen?
Jeg er positivt overrasket over den tillid, der bliver vist til mig som medarbejder. Hvis man viser, at man kan tage ansvar, får man hurtigt mulighed for at kaste sig ud i nye og udfordrende opgaver. Jeg er også overrasket over, hvor stort et fokus der er på medarbejdertrivsel. Der bliver arbejdet målrettet for, at vi har det godt både fysisk og psykisk, når vi er på arbejde.
Hvad gør det sjovt eller spændende at gå på arbejde og hvorfor?
Mine kolleger er en stor del af det, der gør det sjovt at gå på arbejde. Vi har en uformel omgangstone, og når det gælder det faglige, er vi også gode til at støtte og hjælpe hinanden.