Sagsbehandler Pernille Boll

Hvilke opgaver består dit job af?
Min primære opgave er at give bindende svar på hele motorområdet. Et bindende svar kan fx være en bekræftelse på, hvad registreringsafgiften bliver, hvis en borger importerer en bil fra udlandet eller bygger en varebil om til en personbil.
Jeg fungerer også som fagkoordinator i min afdeling, hvor jeg, i samarbejde med min leder, udarbejder svar på bestillinger fra andre afdelinger, styrelser og departementet. Derudover arbejder jeg løbende sammen med mine kolleger om at optimere vores arbejdsgange, blandt andet gennem udvikling af digitale blanketter, interne arbejdsprocesser og skabeloner til breve.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det bedste ved mit arbejde er det stærke samarbejde i teamet, hvor vi løser opgaverne på en struktureret og serviceminded måde. Samtidig har vi et godt samarbejde på tværs af teams i afdelingen og hjælper hinanden, når der er behov. Det giver mig en løbende faglig udvikling, fordi jeg får mulighed for at lære nye opgaver og processer at kende, samtidig med at det sætter mine primære opgaver i perspektiv.
Hvad er din uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund?
Jeg er uddannet kontorelev i Aalborg Kommunes Skole- og Kulturforvaltning. Efter min elevtid arbejdede jeg i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og derefter ved Aalborg Kommunes kørselskontor, hvor jeg planlagde kørsel for borgere visiteret til specialtilbud. Jeg har efterfølgende afsluttet en kommunomuddannelse i offentlig administration og en diplomuddannelse i skat. Derudover har jeg gennemført interne uddannelser i Skatteministeriet, herunder koordinatoruddannelsen samt projektforståelse og projektledelse. Jeg har desuden erfaring fra blandt andet detailhandel, telebranchen, inkassobranchen og forsikring samt som køkkenmedhjælper.
Hvad har overrasket dig ved arbejdet i Motorstyrelsen?
Jeg er blevet positivt overrasket over den store fleksibilitet og de mange udviklingsmuligheder – både fagligt og personligt. Hvis man har lyst, er der gode muligheder for at prøve nye opgaver, og der er altid sparring og støtte fra både kolleger og ledelsen. Jeg er også blevet positivt overrasket over, hvordan organisationen løbende udvikler sig i takt med samfundet, lovgivningen og den globale digitalisering.
Hvad gør det sjovt eller spændende at gå på arbejde og hvorfor?
Jeg sætter stor pris på mine kolleger, som er en vigtig del af arbejdsglæden. Selvom mange af mine opgaver er rutineprægede, er der stadig variation i hverdagen, og jeg ved aldrig helt, hvad dagen bringer. Jeg tror på, at man skal gribe de muligheder, der opstår – og det forsøger jeg at leve efter.