Forretningsudvikler Jesper Jensen

Hvilke opgaver består dit job af?
Mine opgaver består i at identificere og optimere arbejdsgange ved hjælp af automatiseringsløsninger. Jeg fungerer også som bindeled til Skatteforvaltningens udviklere, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, og til eksterne leverandører på en række af Motorstyrelsens IT-systemer. En vigtig del af mit arbejde er også at holde mig ajour med Motorstyrelsens IT-systemlandskab og løbende følge med i ny viden og nye muligheder inden for de rammer, vi som styrelse arbejder under.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
Det bedste ved mit arbejde er, at meget få dage ligner hinanden. Opgaverne er varierede, og der er ofte behov for at tænke kreativt, når der opstår en udfordring, som skal løses hurtigt. Det betyder, at jeg hver dag føler, at jeg lærer noget nyt, og det er jeg virkelig glad for. Samtidig synes jeg, det er spændende at komme rundt i organisationen, være med til at få ting til at ske og hjælpe mine kolleger med at forenkle deres arbejdsgange.
Hvad er din uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund?
Efter min uddannelse som finansøkonom startede jeg i september 2015 som kontorelev i offentlig administration i SKAT. Sideløbende med mit arbejde i Motorstyrelsen har jeg videreuddannet mig med en akademiuddannelse i IT og en diplomuddannelse i softwareudvikling.
Hvad har overrasket dig ved arbejdet i Motorstyrelsen?
Det, der har overrasket mig mest, er, hvor stort et område vores opgaver dækker, og hvor mange forskellige opgaver styrelsen varetager. Jeg er også blevet overrasket over, hvor mange forskellige kompetenceprofiler der er brug for, for at holde hjulene i gang.
Hvem gør det sjovt eller spændende at gå på arbejde og hvorfor?
Det gør alle mine fantastiske kolleger i styrelsen. Der er altid plads til at hjælpe hinanden, og det er en vigtig forudsætning for, at jeg kan udføre mit arbejde. Derudover sætter jeg stor pris på den uformelle tone, hvor der altid er plads til en sjov bemærkning og et godt grin.