Værdifastsættelse af brugte varebiler
Når du skal værdifastsætte en brugt varebil, skal varebilen først være oprettet i Motorregistret via en synsvirksomhed. Herefter skal du finde varebilens oprindelige nypris og handelsprisen på anmeldelsestidspunktet.
Anmeldelsestidspunktet er den dato, hvor du registrerer varebilen på månedsangivesen.
Når du har fundet nypris og handelspris til værdifastsættelse, skal du gemme dokumentationen i 5 år, i tilfælde af at Motorstyrelsen vil kontrollere din værdifastsættelse af varebilen.
Når du laver din værdifastsættelse, så vær særligt opmærksom på:
- at man kan se hele teksten ved de annoncer, som du bruger i din værdifastsættelse med køretøjsoplysninger, ekstraudstyr samt din udsøgningsdato.
- at alle annoncer, der indgår i din værdifastsættelse, skal fremgå af dokumentationen.
- antallet af liggedage på annoncerede køretøjer (bør ikke være over 90 dage).
- om der er foretaget modelskifte eller facelift.
Som selvanmelder har du mulighed for at bede Motorstyrelsen om at værdifastsætte det køretøj, du skal sælge. Læs, hvordan du beder Motorstyrelsen om en værdifastsættelse.
Nedenfor kan du læse om de forskellige trin i værdifastsættelse, som du skal tage stilling til, når du skal værdifastsætte en brugt varebil. Du kan også se eksempler på beregninger.
Udgangspunktet for den oprindelige nypris er den pris, der var markedsdannende for den pågældende varebil (inklusive eventuelt ekstraudstyr) på det tidspunkt, hvor varebilen var ny.
Nyprisen kan fastsættes til bilens listepris, dvs. den officielle vejledende udsagspris inklusive eventuelt ekstraudstyr.
Du skal bruge nyprisen for at kunne værdifastsætte varebilen i Motorregistret. Nyprisen kan du fremsøge fx via annonceportaler eller forhandlernes listepriser. Til nyprisen skal der tillægges prisen for fabriksmonteret ekstraudstyr.
Eksempel
Værdifastsættelse af 5 år gammel varebil, der har kørt 99.000 km.
Varebil, 5 år gammel, har kørt 99.000 km og er vurderet til middel stand | |
Bilens markedsdannende nypris | 455.597 kr. |
Ekstraudstyr | |
+ læderkabine | 30.555 kr. |
+ parkeringshjælp for og bag | 15.200 kr. |
+ sædevarme foran og yderpladser | 8.660 kr. |
Ekstraudstyr i alt | 54.415 kr. |
Nypris i alt | 510.012 kr. |
Handelsprisen på varebilen er den pris, som en køber må forvente at skulle betale for en tilsvarende varebil på det danske marked.
Du fastsætter handelsprisen på en varebil ved at sammenligne prisen på tilsvarende eller sammenlignelige varebiler, der er annonceret til salg. Herefter skal du foretage visse reguleringer i form af tillæg og fradrag for vedligeholdelsesstand, kilometer, ekstraudstyr og særlig anvendelse.
Handelsprisen skal fastsættes på tidspunktet for værdifastsættelse, det vil sige den dato, hvor du registrerer varebilen på månedsangivelsen.
Som hovedregel skal du i værdifastsættelsen bruge forhandlerannoncer. Hvis du vil fravige denne hovedregel, skal du have særlige grunde.
En særlig grund kan være, at varebilen kun eller i overvejende grad handles på det private marked. Det kan også skyldes, at varebilerne i de tilgængelige forhandlerannoncer er mindre sammenlignelige med dit køretøj end varebilerne i de tilgængelige privatannoncer, fx fordi kilometerstand, udstyr eller årgang adskiller sig væsentligt fra dit køretøj.
Annoncer med varebiler, der sælges engros, skal som klar hovedregel ikke indgå i værdifastsættelsen. Hvis du ikke kan finde nogen tilsvarende varebiler i andre annoncetyper end engrosannoncer, kan du helt undtagelsesvist bruge en engrosannonce i værdifastsættelsen. Du bør dog først foretage en bredere søgning, fx med afvigende årgang, større afvigelse i kilometerstand, afvigende motorvariant osv.
Find handelsprisen
For at finde handelsprisen skal du finde tilsvarende eller sammenlignelige varebiler til salg og dokumentere prisen igennem opslåede annoncer. Du må ikke bruge annoncer med varebiler, du har til salg i egen virksomhed.
Du bruger annoncerne til at finde handelsprisniveauet, som derefter reguleres med tillæg og fradrag.
Det er vigtigt, du gemmer hele annoncen og den fulde annoncetekst med udsøgningsdato. Husk at vedlægge en beskrivelse af alt materiale, du bruger til din vurdering. Det gælder også de aktive fravalg, du har foretaget.
Du skal regulere annonceprisen med - 5 %, som skønnes at være et gennemsnit af den rabat, som typisk kan opnås hos en forhandler. Reguleringen af annonceprisen med 5 % skal dog også ske, selvom du har anvendt privatannoncer.
Gennemsnittet af disse annoncer efter reguleringer udgør handelsprisniveauet for den varebil, du skal værdifastsætte.
Eksempel
Priser i sammenlignelige annoncer for en 5 år gammel varebil, som har kørt 99.000 km.
Biler til salg | Annoncepris | Reguleringsudgifter | Annonce-fradrag | Handelspris |
Varebil A, 5 år (77.500 km) |
325.500 kr. | 1.180 kr. | - 5 % | 308.104 kr. |
Varebil B, 5 år (84.000 km) |
300.000 kr. | 1.180 kr. | - 5 % | 283.879 kr. |
Varebil C, 5 år |
295.500 kr. | 1.180 kr. | - 5 % | 279.604 kr. |
Handelsprisniveau (handelspris før reguleringer) | 290.529 kr. |
Vær opmærksom på følgende, når du søger efter annoncer
Du skal så vidt muligt undgå annoncer, der ikke er tilsvarende eller sammenlignelige med den varebil, du skal værdifastsætte.
Undgå fx:
- annoncer, hvor varebilen har væsentlig under- eller overkørte km i forhold til den pågældende personbil.
- annoncer, hvor varebilen har væsentlig mere eller mindre udstyr i forhold til den varebil, du vil værdifastsætte.
- annoncer for engros- eller afhentningssalg.
- de billigste og de dyreste annoncer.
- annoncer, som har mange liggedage (over 90 dage).
- annoncer, hvor varebilen afviger i årgang i forhold til den varebil, du vil værdifastsætte.
Afvigende årgang
Hvis du er nødt til at bruge annoncer, hvor årgangen afviger fra den varebil, du skal værdifastsætte, hvis der fx ikke er andet sammenligneligt til salg, skal du regulere den annoncerede varebils annoncepris for den afvigende årgang og kilometerstand.
Registreringsudgifter og leveringsomkostninger
Når du værdifastsætter brugte varebiler, skal du medregne transportomkostninger i afgiftsgrundlaget, men du skal ikke medregne registreringsudgifter.
Om du skal fratrække eller tillægge et beløb for transportomkostninger eller registreringsudgifter i forhold til den angivne annoncepris, afhænger af, om annonceprisen er angivet inklusive transportomkostninger og registreringsudgifter eller ej.
Det betyder, at du ved værdifastsættelse af brugte køretøjer skal skelne mellem, om der er medtaget transportomkostninger og registreringsudgifter i annoncegrundlaget eller ej.
Varebilens stand vurderes af en synsvirksomhed ved et udvidet registreringssyn og fremgår af Motorregistret.
Varebilens stand afgør, hvor meget du sammenlagt kan fratrække eller tillægge handelsprisen. Varebiler i stand over middel får et standstillæg på + 2 %, og varebiler i stand under middel får et standsfradrag på - 2 %.
Du skal ikke give standsfradrag eller tillæg for varebiler i stand med en stand over eller under middel, hvis varebilerne er under 6 måneder gamle på tidspunktet for registrering.
Kilometerregulering
Afviger varebilens kilometerstand mere end 10 % fra annoncekøretøjerne, skal du regulere for dette i handelsprisen.
Hvis du foretager en kilometerregulering, og kilometerstanden ikke er dokumenteret ved toldsyn, skal du dokumentere det kørte antal kilometer ved fx at fremlægge servicebog og / eller værkstedsregninger.
Kilometertillæg eller -fradrag må som udgangspunkt ikke medføre, at varebilens handelspris bliver lavere eller højere end handelsprisen for en tilsvarende varebil.
Ved varebiler, der er mere end 10 år gamle, skal du først regulere for kilometerstanden, når den afviger mere end 33 %.
Regulering for afvigende kilometer
- Under 1 år: 31 øre pr. 100.000 kr. i handelsprisen
- Over 1 år: 22 øre pr. 100.000 kr. i handelsprisen
- Over 2 år: 20 øre pr. 100.000 kr. i handelsprisen
- Over 3 år: 17 øre pr. 100.000 kr. i handelsprisen
Handelsprisniveauet 100.000 km |
x | differencekilometer | x | sats | = | tillæg eller fradrag |
Eksempel
Varebil med kilometerstand på 99.000 km, som er lavere end den gennemsnitlige kilometerstand i sammenligningsgrundlaget. Derfor skal handelsprisen reguleres.
Kilometerafvigelse på over 10 % af handelsprisniveauet
Reguleringen må som udgangspunkt ikke medføre en ændring på over 10 % af handelsprisniveauet. Ved reguleringer ud over 10 % tillægges eller fradrages halvdelen af det overskydende beløb (ud over de 10 %).
Du skal regulere for ekstraudstyr i handelsprisniveauet, hvis bilerne i de anvendte annoncer har afvigende ekstraudstyr. Hvis varebilen har mere ekstraudstyr end de varebiler, der sammenlignes med, skal du regulere dette med et tillæg. Har varebilen mindre ekstraudstyr end de varebiler, der sammenlignes med, skal du regulere med et fradrag.
Udgangspunktet er, at fradrag og tillæg for ekstraudstyr nedskrives med bilens værditab i %.
For varebiler til og med 4. år bliver nedskrivningsprocenten beregnet i hele år plus overskydende måneder. Nedskrivningsprocenten regnes fra varebilens første registreringsdato.
Personbilens alder | Nedskrives til |
Over 1 år | 70 % |
Over 2 år |
57 % |
Over 3 år | 45 % |
Over 4 år | 33 % |
Over 5 år | 20 % |
Over 6 år | 15 % |
Over 7 år |
10 % |
Over 8 år | 0 % |
Bemærk: Til og med 4. år er nedskrivningsprocenten i hele år plus overskydende måneder (1 % pr. måned). Eksempel: 1 år og 4 måneder = 70 % - 4 % = 66 %.
For varebiler, der er over 1 år, ses bort fra værdien af følgende udstyrsgenstande:
- Genstande med en nyværdi under 6.000 kr. inklusive afgift
- Aluminiumsfælge
- Almindeligt radio- og hi-fi-udstyr, navigation mv. (kun værdien over 18.000 kr. pr. udstyrsdel medregnes)
- Trækkrog
- Mobiltelefonudstyr
- Diverse sikkerhedsudstyr.
Eksempel
Varebil over 5 år, der har læderkabine, parkeringshjælp og sædevarme, som sammenligningsgrundlaget ikke har. Et af sammenligningskøretøjerne har navigation, hvilket anmedlte køretøj ikke har. Ekstraudstyret med en nyprisværdi under 6.000 kr. er afskrevet.
Afvigende udstyr | Nypris | Nedskrives til | ||
+ læderkabine | 30.555 kr. | 20 % | 6.111 kr. | |
+ parkeringshjælp for og bag | 15.200 kr. | 20 % | 3.040 kr. | 5.117 kr. |
+ sædevarme foran og yderpladser | 8.000 kr. | 0 % (under 6.000 kr.) | - kr. | |
- Navigation Plus |
50.168 kr. | 20 % (værdien over 30.000 kr.) | - 4.034 kr. |
Vær opmærksom på, at hvis varebilerne i dit sammenligningsgrundlag har ekstraudstyr, som den varebil, du vil værdifastsætte, ikke har, skal du også huske at regulere prisen på varebilerne i sammenligningsgrundlaget.
Hvis varebiler har været brugt af skiftende chauffører i langt overvejende grad, kan du regulere handelsprisniveauet med - 5 %.
Fradraget gælder ikke for leasingvarebiler, medmindre varebilen har været brugt til udlejning i overvejende grad, og det kan sandsynliggøres, at brugen af skiftende chauffører har medført, at varebilen har tabt værdi.
Kørslen skal kunne dokumenteres, eventuelt i form af udlejningskontrakter, logbog, prøvekørselsblanketter, køresedler, kørte kilometer med mere.
Vær opmærksom på, at fradrag for særlig anvendelse kun gælder for varebiler, der er ældre end 6 måneder. Sammenlagt kan fradrag for stand og særlig anvendelse højst udgøre 20.000 kr.
Se information om reglerne for særlig anvendelse, fx udlejningskøretøjer
I de ovenstående menupunkter er der lavet delberegninger med tilhørende beskrivelser. I dette afsnit har vi samlet den fulde beregning af handelsprisen.
Find uddybende juridisk information i Den juridiske vejledning om motor