Gå til indhold

Nyprislister

Som selvanmelder kan du få adgang til lister med nypriser på en række brugte personbiler. Det er de nypriser, Motorstyrelsen bruger, og de kan hjælpe dig, når du skal værdifastsætte.

Selvanmeldere kan få adgang til en række lister med nypriser på brugte personbiler. Listerne indeholder de samme oplysninger om nypriser, som Motorstyrelsen bruger i sine værdifastsættelser. Listerne er udarbejdet med udgangspunkt i branchens ønsker og de mest importerede mærker og modeller.

Hvordan fungerer løsningen?

Alle virksomheder med en gyldig selvanmelderregistrering kan få adgang til nyprislisterne med login.

Loginløsningen fungerer bedst, hvis du bruger:

  • internetbrowseren Microsoft Edge på en pc
  • appen Microsoft Authenticator på din mobil, så du kan bekræfte din identitet.

Søg om adgang (nyoprettelse)

Du søger om adgang via TastSelv Erhverv. 

  • Log på TastSelv Erhverv med MitID
  • Vælg Kontakt → Skriv til os → Bil og motor → Registreringsafgift - Import, eksport og udenlandske køretøjer → Nyprislister
  • Skriv e-mailadresse(r), du ønsker adgang til. E-mailadressen skal tilhøre en person – den må ikke være generisk som fx info@, salg@ eller kontakt@.

Du får svar via TastSelv Erhverv (Se Svar fra os). Hvis vi godkender din ansøgning, får du link til loginløsningen med nyprislister.

Vil du ændre eller fjerne en adgang, skal du kontakte os på samme måde.

Regler for adgange

Du kan få flere adgange til nyprislister, hvis der er flere medarbejdere i din virksomhed, som laver værdifastsættelse. Medarbejdere, som skal have adgang, skal kunne identificeres ud fra de angivne e-mailadresser.

En adgang bliver automatisk slettet, hvis den ikke bruges i 30 sammenhængende dage. Hvis adgangen skal genaktiveres, skal du følge vejledning herunder.

Genaktivering af adgang

Hvis du som selvanmelder har brug for at genaktivere din adgang, følg da denne procedure:

Du skal slette din bruger til SharePoint Nyprislister på din Microsoft-konto. 

Du sletter din bruger sådan: 
Gå til: https://myaccount.microsoft.com  
Vælg: "Organisationer" 
Vælg: "Andre Organisationer du samarbejder med" 
Der vil stå: "Skatteministeriet" – her skal du trykke "forlad."

Såfremt du ikke kan trykke "forlad", skal du kontakte din virksomheds IT-afdeling, da der kan være "lukket/spærret" for, at medarbejdere selv kan få lov til dette.

Når du er lykkedes med at trykke "forlad", kan du tilgå linket til SharePoint Nyprislister, som vi sendte til dig, dengang du blev oprettet.

Sikkerhed

Det er kun ansatte med et arbejdsbetinget behov, der kan få adgang til nyprislisterne.

Virksomheden er forpligtet til at kontakte Motorstyrelsen for at få slettet adgange, hvis der ikke længere er behov for dem - fx hvis en medarbejder fratræder sin stilling, eller hvis virksomheden ikke længere er registreret som selvanmelder.

Nyprislisterne er kun til brug for selvanmelderens egne værdifastsættelser af køretøjer til registrering. Oplysningerne må ikke deles med andre, og de må ikke udstilles eller på anden måde offentliggøres.