Support og nødprocedurer
På denne side kan du læse, hvad du skal gøre:
- hvis du laver fejl i forbindelse med registrering af et køretøj
- hvis der sker systemfejl, når du registrerer
- hvis Motorregistret er ude af drift.
Hvis du ved en fejl er kommet til at registrere forkerte ejere eller brugere af et køretøj i Motorregistret, skal du skrive til Motorstyrelsen for at få fejlen rettet. Det gælder alle virksomheder – også nummerpladeoperatører.
Du skal beskrive fejlen, og du skal vedlægge dokumentation for, hvem der er den rette ejer og/eller bruger af køretøjet.
Dokumentation kan fx være en underskrevet slutseddel eller en anden form for erklæring, som kan dokumentere, hvem der er den rette ejer eller bruger af køretøjet. Du skal desuden beskrive, hvilke roller de forskellige parter skal have på køretøjet, fx primær ejer, primær bruger, sekundær ejer eller sekundær bruger.
Du kan sende en skriftlig anmodning om genoptagelse til Motorstyrelsen.
Sådan søger du:
- Log på TastSelv Erhverv med MitID.
- Vælg Bil og Motor > Motorregistret (for synshal og forhandler) > Fejlrettelser.
- Vedhæft dokumentation og tryk Send.
Hvis dokumentationen er tilstrækkelig, vil Motorstyrelsen rette de forkerte oplysninger om ejere og brugere og sende en ny registreringsattest til køretøjets ejer.
Hvis du ikke kan indsende tilstrækkelig dokumentation, skal du omregistrere køretøjet, hvis du vil ændre oplysninger om ejer og bruger. Det koster et gebyr at få omregistreret et køretøj.
Du kan se priserne for omregistrering på siden Omregistrering.
Du kan bede om genoptagelse indenfor 6 måneder.
Er der gået mere end 14 dage, fra køretøjet blev registreret, til fremsendelsen af anmodningen om ændring af oplysninger, foretager Motorstyrelsen en høring af den, der ved en fejl er blevet registreret som ejer, med henblik på at få bekræftet, at ændringen er korrekt.
Du kan bede om at få ændret de forkerte oplysninger om ejere og brugere indtil 6 måneder efter, at køretøjet er registreret eller omregistreret. Efter dette tidspunkt kan du kun ændre oplysninger om et køretøjs ejere og brugere ved en almindelig omregistrering, eller hvis én af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af registrering er opfyldt.
Hvis du ved en fejl har registreret et køretøj, hvor der ikke opkræves registreringsafgift (fx trailere, traktorer, lastbiler eller knallerter), kan du ringe til Motorstyrelsen på telefon 72 22 28 09.
Du kan kun få hjælp på telefonen, hvis du er nummerpladeoperatør og har et gyldigt cvr-nummer.
Sker der systemfejl i forbindelse med registreringer i Motorregistret, skal du sende dokumentation for fejlen. Du skal sende en mail til MRsupport@motorst.dk. Du skal beskrive fejlen grundigt:
- Hvilken bruger du har logget ind som (navn og cvr-nummer).
- Hvilken venstremenu du har brugt, fx Registrering/Foretag ejer/brugerskift.
- KID (køretøjsidentitet), stelnummer, cvr, cpr, AKR eller andre kendetegn, som præcist viser, hvilket køretøj der er tale om.
- Beskriv, hvad du forventede, der skulle ske.
- Kopier Transaktions-ID-nummer, og sæt det ind i din henvendelse. Det er vigtigt, da vi skal bruge nummeret til at lokalisere fejlen.
Har du brug for hjælp til at indsende oplysningerne, kan du kontakte os på telefon 72 22 28 75.
Åbningstid på telefonen | |
Mandag: | 9.00-16.00 |
Tirsdag-torsdag: | 9.00-15.00 |
Fredag: | 9.00-14.00 |
Motorstyrelsen har lukket i weekender, på helligdage og på udvalgte dage i forbindelse med højtider.
Er Motorregistret ude af drift, skal du følge disse nødprocedurer.
For importører/producenter
System-til-system (B2B) brugere
Køretøjer kan stadig oprettes via B2B kommunikation, men Motorregistret vil ikke hente køretøjsdata, før systemet er i normal drift igen. Hvis det er system-til-system forbindelsen som fejler, kan importører og producenter oprette køretøjer via webadgangen på www.skat.dk.
Brugere med webadgang
For importører eller producenter, der benytter webadgang til Motorregistret, er der intet andet at gøre, end at vente til Motorregistret er i normal drift igen. Importører og producenter opfordres til at oprette køretøjer i Motorregistret så tidligt som muligt efter systemet kører igen.
Synsvirksomheder:
Synsvirksomheder, der opretter køretøjer ved registreringssyn, vil typisk have kunder, som bliver umiddelbart berørt af et nedbrud. Hvis Motorregistret forventes at være ude af drift i mere end en kort periode, vil Motorstyrelsen åbne for en manuel proces, hvor synshallerne kan benytte en PDF-skabelon af indtastningsskærmene til at registrere køretøjsdata. Data indtastes i Motorregistret, når Motorregistret igen er tilgængeligt.