Registrer køretøj
For at et køretøj kan registreres, skal det være erklæret egnet til registrering. Du kan læse mere om importør- og forhandlererklæring under Erklær køretøj egnet til registrering.
Det er en forudsætning for registrering af et køretøj, at registreringsafgiften er betalt. Det kan enten ske via en forhandler registreret for registreringsafgifts månedsangivelse eller ved at registreringsafgiften betales til Motorstyrelsen.
Hvis registreringsafgiften betales hos Motorstyrelsen, kan køretøjet registreres hos en nummerpladeoperatør.
- Vælg Registrering og klik på Registrer køretøj.
- Fremsøg køretøj via stelnummer eller Køretøj-ID (eller registreringsnummer ved genregistrering).
- Lås køretøjet op med IRK-kode, kontroltal eller RAK-koder.
- Angiv anvendelse samt eventuel supplerende anvendelse og klik på Tilføj (Nogle anvendelser kræver gyldig dokumentation og må kun vælges, hvis dokumentation er set). Slet eventuelt supplerende anvendelser ved at klikke på Slet supplerende anvendelse til højre. Klik Næste.
- Angiv eventuelle klausuler (opdelt i 4 grupper hvor 1 og 2 er placeret sammen, mens 3 og 4 er hver for sig). Udfyld de felter som kræves og klik på Tilføj. Næste skærmbillede ser de registrerede klausuler.
- Angiv eventuelle tilladelser fra listen og klik på Tilføj.
- Udfyld Ejer/Bruger ved at angive primær ejer og primær bruger (klik på Primær bruger er den samme som primær ejer, hvis det er tilfældet). Vælg mellem CPR (personer), CVR (virksomheder) eller AKR (udenlandske personer og virksomheder) og klik Tilføj.
- Tilføj eventuel leasingaftale, hvis en sådan er registreret på køretøjet.
- Indtast eventuelle supplerende oplysninger (nogle kan være krævede)
- Vælg nummerplade ved først at angive EU (ja eller nej) og herefter pladeserietype.
- Vælg et forsikringsselskab, som er online eller tast forsikringsbevisnummer. Klik eventuelt af i Samtykkeerklæring, Tilvælg kasko og Vognskifte. Klik på Anmod om forsikring.
- På godkendelsessiden skal du nøje kontrollere at oplysningerne er rigtige. Klik Godkend for at bekræfte oplysningerne eller klik Fortryd for at rette oplysningerne.
- Kvitteringen skal printes ud og udleveres til kunden (Vigtigt!).
Her kan du læse, hvilke køretøjer personer under 18 år kan være registreret som ejer og/eller bruger af.
15-årige
15-årige kan blive registreret som ejer og/eller bruger af en knallert 30. De skal registrere sig hos en nummerpladeoperatør og møde op med en forælder eller værge.
17-årige
17-årige kan blive registreret som ejer og/eller bruger af et køretøj ligesom personer over 18 år.
17-årige kan selv registrere og omregistrere et køretøj i Motorregistret. De kan også benytte en nummerpladeoperatør.
Registrering og omregistrering ved en nummerpladeoperatør
Personer, der er under 18 år, som ønsker at blive registreret som ejer og/eller bruger af et køretøj hos en nummerpladeoperatør, skal medbringe:
- gældende registreringsattest
- oplysning om forsikringsselskab
- billedlegitimation.
Prisen for registrering eller omregistrering er den samme som for personer over 18 år.
Hvis et køretøj har fået tildelt et leasingcertifikat, er der en ekstra sektion øverst i Ejer/bruger-fanen, hvor leasingcertifikatet kan tilknyttes køretøjet under registrering. For at kunne tilknytte leasing til registreringen skal du kende leasingcertifikatkoden.
- Vælg Registrering og klik på Registrer køretøj.
- Søg køretøj frem via stelnummer eller Køretøj-ID (KID) og følg beskrivelsen ovenfor.
- På Ejer/bruger fanen skal du vælge leasingaftalen og indtaste leasingcertifikatkoden.
- HUSK at klikke på Tilføj, når du har tastet koden.
Når registreringen er gennemført er ejer/bruger låst, og der kan ikke skiftes ejer/bruger på køretøjet, så længe køretøjet er leaset. For at ændre ejer/bruger-forhold kræver det, at leasingforholdet ophører. Det kan kun ske via Motorstyrelsen.
Hvis du som nummerpladeoperatør støder på et låst køretøj, skal du kontakte Motorstyrelsen for at finde årsagen.
Tilladelse til registrering
Mangler du den udenlandske registreringsattest eller dele af den, eller har du kun en kopi, skal du søge Motorstyrelsen om tilladelse til registrering af køretøjet.
For at få denne tilladelse skal du dokumentere køretøjets seneste registrering i udlandet, og du skal dokumentere, at du ejer køretøjet (fx en slutseddel eller en faktura på købet). Du skal vedhæfte dokumentationen, når du søger om tilladelse til registrering.
Har du importeret et køretøj fra USA, kan du dokumentere ejerskabet med en ejerattest (Certificate of Title). Du skal ikke sende den originale ejerattest, men du skal vedhæfte en kopi af ejerattesten, når du søger om tilladelse til registrering.
Søg om tilladelse til registrering (import) (blanket 21.115)
Køretøjer fra EU/EØS, Færøerne eller Grønland
Når et køretøj fra et EU/EØS-land, Færøerne eller Grønland skal registreres i Danmark, skal Motorstyrelsen underrette den myndighed i udlandet, som har udstedt den udenlandske registreringsattest.
Nummerpladeoperatøren skal derfor inddrage og sende den udenlandske registreringsattest til Motorstyrelsen senest 3 uger efter, køretøjet er registreret i Danmark.
Sammen med registreringsattesten skal nummerpladeoperatøren sende det nye registreringsnummer, den nye registreringsdato og en besked om, hvorvidt de udenlandske nummerplader er afleveret. Hvis de udenlandske nummerplader er afleveret ved nummerpladeoperatøren, skal pladerne også sendes til Motorstyrelsen.
Send registreringsattest, eventuelle udenlandske plader og oplysninger til:
Motorstyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing
Senest 2 måneder efter registreringen underretter Motorstyrelsen den udenlandske myndighed om, at køretøjet er registreret i Danmark.
Import af køretøj fra lande udenfor EU/EØS, Færøerne eller Grønland
Importerer du en bil eller MC fra et land udenfor EU/EØS, Færøerne eller Grønland, skal du sende den originale udenlandske registreringsattest til Motorstyrelsen, efter køretøjet er godkendt ved syn.
Send den originale udenlandske registreringsattest til:
Motorstyrelsen
Nykøbingvej 76
Bygning 45
4990 Sakskøbing
Når Motorstyrelsen har modtaget den udenlandske registreringsattest, sender vi dig en tilladelse til at registrere køretøjet på danske nummerplader.
Har du ikke køretøjets originale udenlandske registreringsattest, skal du følge vejledningen ovenfor under afsnittet ”Tilladelse til registrering”.