Omregistrering
Den nye ejer skal omregistrere eller afmelde køretøjet inden 4 hverdage. Bliver det ikke gjort, kan sælger bede Motorstyrelsen afmelde køretøjet.
Du kan omregistrere dit nye køretøj på tre måder:
- I Motorregistret: 340 kr.
- I appen Ejerskifte: 340 kr. (registreringsattest ikke nødvendig - se nedenfor)
- Hos en nummerpladeoperatør: 380 kr. plus gebyr
Når du har solgt et køretøj, har køber 4 hverdage til at omregistrere (ejer-/brugerskifte) eller afmelde køretøjet. Indtil køretøjet er omregistreret, er det dig som sælger, der betaler afgifter og ansvarsforsikringer på bilen.
Tjek, om køretøjet er blevet afmeldt
- Log på TastSelv med MitID.
- Vælg Motor og Motorregistret.
- Vælg Administration → Vis borger/virksomhedsoplysninger.
- Du kan se dine Aktuelle og Historiske køretøjer. Når et køretøj er afmeldt, eller du ikke længere står som ejer, står det under Historiske.
Hvis køber ikke har omregistreret eller afmeldt køretøjet
Har køber ikke omregistreret (ejer-/brugerskiftet) eller afmeldt køretøjet inden 4 hverdage, kan du bede Motorstyrelsen om at afmelde det ved at skrive til os.
Skriv til os for at afmelde køretøjet:
- Log på TastSelv med MitID.
- Vælg Kontakt → Skriv til os.
- Vælg Bil og motor → Ejerskifte, nummerplader og registreringsattester → Manglende ejerskifte (afmelding).
- Vedhæft slutseddel.
- Tryk Send.
En slutseddel skal indeholde:
- Salgsdato
- Sælgers navn
- Købers navn og adresse
- Købers fødselsdato (valgfri)
- Købers kørekortnummer (valgfri)
- Sælgers og købers underskrifter
- Køretøjets stelnummer og mærke eller registreringsnummer
Vi afmelder køretøjet den dag, vi modtager din henvendelse, dog tidligst 4 hverdage efter salgsdatoen. Har du ikke en slutseddel, regner vi fristen på 4 hverdage, fra vi har modtaget din anmodning.
Som køber har du ansvaret for at omregistrere eller afmelde dit nye køretøj indenfor 4 hverdage fra købet.
Hvis du som primær ejer skal registrere en anden person som sekundær ejer eller primær eller sekundær bruger af køretøjet, skal vedkommende først logge på Motorregistret og give dig en fuldmagt.
Sådan får du fuldmagt fra ny ejer eller bruger
Den nye primære bruger eller nye sekundære ejer/bruger skal give fuldmagt i Motorregistret.
- Ny ejer eller bruger skal logge på Motorregistret med MitID.
- Vælg Registrering, Mine fuldmagter og derefter Opret ny.
- Indtast registreringsnummer eller stelnummer.
- Vælg Primær bruger, Sekundær ejer eller Sekundær bruger.
- Vælg Opret.
Fuldmagten gælder kun til det specifikke køretøj og er gyldig i 14 dage. Fuldmagtsgiver (primær bruger, sekundær ejer eller bruger) kan slette fuldmagten igen under Mine fuldmagter.
Som ny ejer kan du omregistrere de fleste køretøjer i Motorregistret. Du skal bruge køretøjets registreringsattest og dit MitID.
Køretøjer, du ikke kan omregistrere i Motorregistret
- Lastbiler
- Traktorer
- Motorredskaber
- Sættevogne
- Traktorpåhængsvogne
- Påhængsredskaber
- Køretøjer med ønskenummerplader
- Køretøjer med klausul (fx mandskabsvogne og taxier)
Ovenstående køretøjer skal du omregistrere ved en nummerpladeoperatør.
Sådan omregistrerer du i Motorregistret
- Log på TastSelv på skat.dk med MitID.
- Vælg Motor og Motorregistret.
- Vælg Registrering og Privat ejer/brugerskifte. Tryk derefter Start bruger-/ejerskifte.
- Skriv registrerings- eller stelnummer.
- Lås køretøjet op med kontroltal eller kodedel 1 og 2 fra registreringsattesten.
- Tilknyt eventuelt andre brugere eller ejere, som har givet fuldmagt.
- Vælg forsikringsselskab og vælg Anmod om forsikring (i sjældne tilfælde skal du indtaste forsikringsbevisnummer).
- Vælg Godkend registrering.
- Betal.
- Vælg Videre og print kvitteringen.
Du får en ny registreringsattest med posten i løbet af 10 hverdage. Opkrævningen af periodiske afgifter bliver sendt til den primære bruger af køretøjet med Digital Post kort efter omregistreringen.
Du kan ikke fortryde eller ændre din registrering, når du har godkendt. Taster du forkert, må du betale for et nyt ejer-/brugerskifte.
Du skal medbringe:
- Registreringsattest
- Oplysning om et forsikringsselskab, der er online, eller et forsikringsbevis
- Billedlegitimation
- Fuldmagt, hvis du kommer på vegne af en anden
En omregistrering hos en nummerpladeoperatør koster 380 kr. plus gebyr. Nummerpladeoperatørerne fastsætter selv deres gebyr.
Find nummerpladeoperatør.
Fuldmagt, hvis du kommer på vegne af en anden
Hvis du ikke er ejer af køretøjet, skal du have en fuldmagt fra ejeren med og vise legitimation. Skal der registreres en anden person som bruger, skal du også have en fuldmagt med fra den nye bruger.
En fuldmagt bør indeholde:
- Navn og CPR-nummer på den, som møder op.
- Navn og CPR-nummer på den, som giver fuldmagten.
- Det der gives fuldmagt til.
- Dato og underskrift.
Der gælder særlige regler for køretøjer med en klausul. Det er derfor vigtigt at du kender de gældende regler.
Ved de fleste klausulerede køretøjer knytter klausulen sig til brugeren. Derfor skal der ikke tilknyttes ny klausul, hvis der skiftes ejer på køretøjet hos en nummerpladeoperatør.
Er du under 18 år, kan du være registreret som ejer og bruger af knallerter og i visse tilfælde som ejer af for eksempel kørestolsbusser.
Fra 1. juli 2025 kan 17-årige lade sig registrere som ejer og/eller bruger af en bil med tilladelse fra en værge.
Hvis du som 17-årige ønsker at blive registreret som ejer og/eller bruger af en bil, skal du møde op hos en nummerpladeoperatør sammen med din værge .
Når I møder op hos nummerpladeoperatøren, skal I medbringe:
- samtykkeerklæring fra værge.
- original registreringsattest
- oplysning om forsikringsselskab
- billedlegitimation.
Prisen for registrering eller omregistrering er den samme som for personer over 18 år.
Du skal have foretaget syn på køretøjet:
- Ved ejerskifte, hvis køretøjet ikke løbende er godkendt ved periodisk syn
- Når køretøjet har været afmeldt i mere end et år
- Når køretøjet er registreret i udlandet
- Hvis periodisk syn ikke er overholdt
Find nummerpladeoperatør.
Læs mere om syn og køretøjer på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Som borger kan du bruge appen Ejerskifte til at skifte ejer af privatejede køretøjer som personbiler, motorcykler, knallerter, trailere og campingvogne.
Du kan kun bruge appen til at skifte ejer fra en privatperson til en anden privatperson.
Du kan ikke bruge appen til at skifte ejer af køretøjer, der i Motorregistret er registreret som varebiler, heller ikke selvom de er registreret til godstransport privat. Du kan heller ikke bruge appen til at tilføje andre ejere eller brugere.
Sælger og køber skal begge downloade appen og logge ind med MitID. Derefter kan de gennemføre ejerskiftet af køretøjet, så den nye ejer bliver registreret i Motorregistret. Det koster 340 kroner at omregistrere et køretøj.
Du kan omregistrere i appen, selvom du ikke har din registreringsattest.
Læs tilgængelighedserklæringen for appen Ejerskifte her.
Videoguide til appen
Det tager kun få minutter at omregistrere et køretøj.
- Sælger og køber skal begge downloade appen Ejerskifte fra Google Play eller App Store.
- Sælger logger ind med MitID, vælger køretøjet og danner en kode til køber.
- Køber logger ind med MitID, skriver koden fra sælger, vælger en forsikring og betaler et gebyr på 340 kroner for ejerskiftet.
Herefter er ejerskiftet gennemført, og både køber og sælger får en kvittering i appen.
Vær opmærksom på, at det i appen ikke er muligt at angive andre end dig selv som primær bruger af køretøjet. Det er heller ikke muligt at tilføje sekundære brugere eller sekundære ejere. Disse oplysninger kan ændres eller tilføjes i Motorregistret for et gebyr på 340 kr.
Formålet med appen Ejerskifte er at give dig den bedst mulige brugeroplevelse og service. For at opnå dette lægger vi et minimum af cookies, ligesom vi logger så få data som muligt. Disse data bruges til at lave statistik, personalisere løsningen og videreudvikle på vores service.
Appen Ejerskifte virker til:
- Android-telefoner med Android-version 8 og nyere
- iPhone-telefoner med iOS 15 og nyere.
Hvis dit styresystem er ældre end de nævnte, kan du opdatere det og hente appen. Det er dog muligt, du ikke kan opdatere styresystemet, hvis du har en ældre mobiltelefon.
For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om motor