26-09-2025
Ny release af Motorregistret 30. september 2025
Med virkning fra 30. september 2025 frigives en ny release af Motorregistret med nedenstående ændringer.
Motorstyrelsen vil begynde at sende påmindelse og rykker til ejere af køretøjer med klausul 410.
Klausul 410 er påsat køretøjer, der bruges til udlejning, og som skal genberegnes ved enten ejer-/brugerskifte eller senest 3 måneder efter 1. registreringsdato i Danmark. Se registreringsafgiftsloven § 9 a.
Påmindelsen sendes ca. 3 uger før fristen for genberegning. Rykkeren sendes ca. 2 uger efter fristen for genberegning er overskredet.
Der vil ikke blive sendt påmindelse eller rykker til ejere af køretøjer, der allerede er genberegnet (køretøjer med klausul 411).
Påmindelser og rykkere bliver ekstra relevant fra 1. januar 2026. Fra denne dato vil det ikke længere være muligt at værditabsregulere de første 3 måneders forholdsmæssige afgift, hvis leasingselskaberne genberegner mere end 7 dage efter genberegningsfristen.
Læs mere under punktet ”Frist for gennemførelse af værditabsberegning ved genberegning” i nyheden Nye regler på motorområdet fra 1. januar 2025.
Det implementeres i Motorregistret, at det bliver muligt at genberegne parallelimporterede køretøjer, som efter registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 27 er nye, og som er omfattet af registreringsafgiftslovens § 9 a om genberegning.
Man vil på disse køretøjer nu kunne tilføje “Klausul 410 – udlejningskøretøjer m.v.” og dermed også kunne tilgå og gennemføre flowet ”Registreringsafgift” → ”Genberegn registreringsafgift for udlejningskøretøj”.
Hvis et køretøj er omfattet af genberegningsreglerne og ikke har en 1. registreringsdato i Danmark, så kan der for køretøjet kun oprettes leasingcertifikater, hvor leasingperioden angives i antal hele måneder (varighed).
Genberegningsfristen for disse køretøjer vil fortsat være 3 måneder fra den 1. registreringsdato i Danmark.
Det regelsæt, der tidligere var implementeret i Motorregistret, fulgte bemærkningerne til registreringsafgiftslovens § 9 a om, at køretøjet ikke skal genberegnes, hvis køretøjets 1. registreringsdato globalt er tidligere end 1. registreringsdato i Danmark.
Motorstyrelsens Jura har afgjort, at denne bemærkning til paragraffen ikke kan overtrumfe definitionen af et nyt køretøj i § 27 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. Det betyder, at parallelimporterede køretøjer fremadrettet også kan blive omfattet af reglerne for genberegning af registreringsafgiften; det vil sige køretøjer, som har en global 1. registreringsdato, der ligger tidligere end den 1. registreringsdato i Danmark.
Dispensationer kan nu redigeres direkte i oprettelses- og synsflows af importører og synsvirksomheder.
Der er tilføjet knapper til at redigere, gemme og slette dispensationer. Det bliver også muligt at fortryde igangværende oprettelse og indtastning af tekst for dispensationen i feltet "Dokumentationsreference". Det er derfor ikke længere nødvendigt at slette og oprette dispensationer igen for at redigere dem.
Forbedringerne er specielt relevante for dispensationen Konstruktive ændringer, hvor der længe har været ønske om bedre muligheder for redigering. Feltet "Dokumentationsreference" er gjort større, så der nu er plads til 2.000 tegn, hvor der tidligere kun var plads til 500 tegn. Det er samtidig blevet muligt at se og redigere hele teksten i feltet.
Læs mere om synsvirksomheders håndtering af dokumentation for godkendte konstruktive ændringer samt brug af feltet "Dokumentationsreference":
Nu bliver det nemmere at redigere dispensationer herunder Konstruktive ændringer
Læs mere om de tilhørende skemaændringer:
Varsling af skemaændring, der påvirker eksterne services
Motorregistrets forside er ændret.
Links til Motorstyrelsens hjemmeside fremstår nu som knapper.
For at forbedre kommunikationen ved driftsforstyrrelser m.v., fremgår de seneste driftsstatusser for Motorregistret nu direkte af forsiden. Tidligere statusser kan tilgås via en linkknap.
Det er ikke længere muligt at oprette dagsbeviser tilbage i tid.
Det har tidligere været muligt at bestille dagsbeviser op til 7 dage tilbage i tid fra dags dato.
Løsning indfører et "tjek" i Motorregistret, som gør, at der ikke længere opleves en fejltekst, når en specifik køretøjsart (fx påhængsvogn) vælges i forbindelse med den administrative oprettelse af et køretøj ved bestilling af prøvemærker.
Det er ikke længere muligt at fjerne leasingaftalen på fane 1 i menupunktet "Registrering” → ”Rediger tekniske ændringer" på et registreret køretøj.
Feltet "Omklassificeringsdato" vil fremadrettet ikke få den indtastede værdi ført over i Motorregistret, når denne fejlagtigt indtastes via B2B-oprettelse af køretøjer.
Øvrige rettelser og forbedringer
Motorstyrelsen har også gennemført tekniske fejlrettelser, forbedringer og moderniseringer i systemet, som skal sikre en bedre og mere stabil drift af Motorregistret.
Tidspunkt for release
Releasen foretages i perioden 30. september 2025 kl. 19:00-23:00, og når der er adgang til Motorregistret igen, vil det fremgå på Driftsstatus på Motorregistret på info.skat.dk.