Gå til indhold

Nu bliver det nemmere at redigere dispensationer herunder Konstruktive ændringer i Motorregistret

TIL SYNSVIRKSOMHEDER OG IMPORTØRER: Med en ny release af Motorregistret 30. september 2025 bliver det lettere at arbejde med dispensationer herunder Konstruktive ændringer. I denne nyhed kan du læse om forbedringerne, de nye funktioner, og hvordan synsvirksomhederne fremover bruger feltet "Dokumentationsreference".

Med en ny release af Motorregistret 30. september 2025 kan både synsvirksomheder og importører redigere dispensationer. Synsvirksomheder kan redigere et køretøjs dispensationer direkte i synsflows, mens importører kan redigere dem i de manuelle flows for køretøjsoprettelse.

Nye knapper gør det nemmere at redigere

Der er i de nævnte flows tilføjet knapper, så det er nemt at redigere og slette dispensationer. Det bliver også muligt at fortryde en igangværende indtastning af tekst for dispensationen i feltet "Dokumentationsreference". Det betyder, at det ikke længere er nødvendigt at slette og oprette dispensationer igen for at redigere teksten i feltet ”Dokumentationsreference” for en eksisterende dispensation.

Ændringen er specielt relevant for dispensationen Konstruktive ændringer, hvor der længe har været ønske om bedre muligheder for redigering. Feltet "Dokumentationsreference" er udvidet, så det nu er muligt at skrive op til 2.000 tegn (inklusive mellemrum og linjeskift). Før var der kun plads til 500 tegn. Det er samtidig blevet muligt at se og redigere hele teksten i feltet.

For at ændre i en eksisterende dispensation skal der klikkes på denne i tabellen over køretøjets dispensationer.

I redigeringen af dispensationer findes nu knapperne:

  • ”Fortryd indtastning”: Fortryder de ændringer, der er foretaget
  • ”Slet dispensation”: Sletter den valgte dispensation
  • ”Gem dispensation”: Gemmer den valgte dispensation og ændringer hertil.

Skriv stikord og henvis til dokumentation

I feltet ”Dokumentationsreference” skal dispensationen fremover kun beskrives i stikord med henvisning til dokumentationen fx for godkendte konstruktive ændringer for køretøjet. Selve dokumentationen skal uploades til Færdselsstyrelsens Dokumentportal.

Synsvejledning bliver opdateret

Motorstyrelsen har aftalt med Færdselsstyrelsen, at de opdaterer Vejledning om syn af køretøjer (synsvejledningen/VOSAK), så den beskriver de nye funktioner til synsvirksomhederne. Færdselsstyrelsen har oplyst, at de opdaterer vejledningen 1. oktober 2025.

Læs mere i Færdselsstyrelsens synsvejledning på fstyr.dk:
Vejledninger om syn af køretøjer