Ny periodisk afgift
Periodiske afgifter betales af den person, der er registreret som primær ejer eller som primær bruger af køretøjet.
Den 1. juli blev der indført en ny periodisk afgift, som beregnes ud fra, hvor meget CO2 køretøjet udleder. Det betyder, at der nu er tre typer periodiske afgifter, som er bestemt af, hvornår dit køretøj er registreret første gang – uanset om første registrering er sket i Danmark eller i udlandet.
Du betaler kun én af de tre afgifter, som du kan læse nærmere om nedenfor.
-
Vægtafgift
Vægtafgift gælder for personbiler, der er registreret første gang før 1. juli 1997, og for varebiler registreret første gang før 18. marts 2009. Motorcykler betaler altid vægtafgift.
Vægtafgift bliver beregnet ud fra køretøjets vægt. Jo tungere køretøjet er, jo højere bliver vægtafgiften. Personbiler og motorcykler betaler ud fra køretøjets egenvægt, mens varebiler og lastbiler betaler ud fra køretøjets tilladte totalvægt. -
Grøn ejerafgift
Grøn ejerafgift gælder for personbiler (busser undtaget), der er registreret første gang mellem 1. juli 1997 og 30 juni 2021, og for varebiler, der er registreret første gang i perioden mellem 18. marts 2009 og 30. juni 2021.
Grøn ejerafgift beregnes ud fra, hvor langt køretøjet kører pr. liter brændstof. Jo længere det kører, jo lavere bliver den grønne ejerafgift. -
CO2-ejerafgift
CO2-ejerafgift gælder for person- og varebiler (busser undtaget), der er registreret for første gang den 1. juli 2021 eller senere.
CO2-afgiften beregnes ud fra, hvor mange gram CO2 køretøjet udleder pr. kilometer. Jo mindre CO2, der udledes pr. kilometer, jo lavere bliver afgiften.
Udligningsafgift på dieselbiler
Hvis du har et køretøj, der kører på diesel eller gas, skal du – udover vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift – betale en udligningsafgift.
Satser
Se de aktuelle satser for vægtafgift, grøn ejerafgift, CO2-ejerafgift og udligningsafgift på Skatteministeriets hjemmeside.
Satserne for vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift stiger årligt til og med 2026 med nedenstående procentsats i forhold til 2021-satserne.
År | Stigning i forhold til 2021-sats |
2022 | 3,0 pct. |
2023 | 9,7 pct. |
2024 | 16,8 pct. |
2025 | 24,4 pct. |
2026 | 36,9 pct. |
Fra 2027 og frem betales afgift efter 2026-satserne.
Andre periodiske afgifter
Afhængigt af din køretøjstype kan der være andre periodiske afgifter, du skal betale.