Gå til indhold

Nanna

Efter en tid som frisør valgte Nanna at skrifte retning og blive kontorelev i Motorstyrelsen. Hun fortæller her om sine erfaringer fra den afdeling, hun foreløbigt har været i.
Nanna - kontorelev i Motorstyrelsen

Hvilke opgaver beskæftiger du dig med?

Som kontorelev får jeg mulighed for at afprøve flere forskellige opgaver. Lige nu sidder jeg som sagsbehandler inden for leasing og har desuden vagttelefonen to gange om ugen, hvor jeg hjælper virksomheder med spørgsmål om blandt andet køretøjer og afgifter. Det kan fx være konkrete spørgsmål om registreringer eller udfordringer i Motorregistret. Derudover arbejder jeg med administrative opgaver som håndtering af leasingcertifikater, manuelle rettelser og afbrydelsesrefusion, hvor der skal beregnes tilbagebetaling, når en leasingaftale ophører før tid. Opgaverne er meget forskellige, og det gør, at jeg hele tiden lærer nyt.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for dig?

Ugen begynder med et driftsstyringsmøde og fællesmorgenmad, hvor vi i fællesskab skaber overblik over ugens opgaver. Det bidrager til en struktureret og samlet start på arbejdsugen. Resten af arbejdsdagen byder på sagsbehandling, og enkelte dage tager jeg imod opkald på vagttelefonen. I frokostpausen går jeg ofte en tur eller laver gymnastik sammen med mine kolleger.

Hvad er det bedste ved at være kontorelev i Motorstyrelsen?

Det bedste er, at jeg har indflydelse på mine opgaver og mulighed for at arbejde med det, jeg interesserer mig for. Det betyder meget, at man som elev har mulighed for at prøve kræfter med forskellige afdelinger og opgaver. Jeg sætter også pris på de samtaler, jeg har med min oplæringsansvarlige og min leder – det giver faglig sparring og gør, at man føler sig både set og støttet i sin udvikling som kontorelev.

Hvad ser du som den største faglige udfordring ved de opgaver, du varetager?

Den største udfordring var, at jeg hverken kendte til leasing eller biler, da jeg begyndte – men jeg har lært meget undervejs. Det hjalp, at vi kontorelever startede samlet og havde tilknyttet flere oplæringsansvarlige, som vi kunne sparre med. Fejl i Motorregistret og faglige spørgsmål på telefonen kan være udfordrende, men jeg har dygtige kolleger at trække på, og det gør en stor forskel.

Hvordan samarbejder du med dine kolleger i afdelingen?

Vi hjælper hinanden på tværs – ingen spørgsmål er dumme. Der er en god kultur for at støtte hinanden, og det sociale sammenhold styrkes af, at vi også laver ting sammen uden for arbejdet. Det gør, at vi taler bedre sammen og kommer tættere på hinanden.

Hvordan fungerer samspillet mellem skoleforløb og praktik for dig?

Kombinationen af skole og praktik fungerer rigtig godt, fordi det giver en god afveksling. Undervisningen på skolen er relevant i forhold til arbejdet i min hverdag. Vi kommer også ud af huset i løbet af skoleforløbet, fx til København, hvor vi besøger andre offentlige institutioner for at få indblik i, hvilke opgaver de løser, og til Bruxelles, hvor vi får indblik i EU’s arbejde.

Hvorfor søgte du til Motorstyrelsen?

Jeg kommer fra frisørfaget, men ønskede efter et par år at prøve noget helt andet. En studievejleder anbefalede mig at tage til jobdating på Aalborg Handelsskole. Her blev jeg introduceret til Motorstyrelsen, hvor jeg talte med både 1.årselever og den elevansvarlige. Det gav mig et rigtig godt indtryk og bekræftede, at Motorstyrelsen var det rette sted for mig.

Hvilke råd vil du give andre, der overvejer at blive kontorelev i Motorstyrelsen?  

Søg! Man bliver taget godt imod, lyttet til og får god oplæring. Der er fleksible arbejdstider, gode kolleger og spændende opgaver – også selvom man ikke ved noget om biler på forhånd.