Forpligtelser
Før du køber eller leaser en bil, er det vigtigt, at du er opmærksom på de forpligtelser og udgifter, der hører med til at have en bil. Det kan du læse mere om her.
Når du køber eller leaser en bil skal du bl.a. regne med disse forpligtelser og udgifter:
- Ansvarsforsikring – I Danmark er det et lovkrav, at du har en ansvarsforsikring til din bil. Ud over ansvarsforsikring er der også andre forsikringer, som kan være en god ide at have, fx en kaskoforsikring.
- Periodiske afgifter – Hvert halve år modtager du et digitalt brev fra Skattestyrelsen (fx i din e-Boks eller på borger.dk) med en opkrævning af periodisk afgift. Er du ikke tilmeldt digital post, sendes opkrævningen med posten.
Bliv klogere på de periodiske afgifter her. - Periodisk syn – En ny bil skal til periodisk syn første gang, når den fylder fire år. Herefter skal den til periodisk syn hvert andet år. Periodisk syn er obligatorisk, og bilen bliver her kontrolleret for fejl og mangler, der kan påvirke vores miljø og sikkerheden på vejene. Hvis bilen ikke går fejlfrit gennem synet, kan du komme til at betale for at rette op på fejlene.
Find nærmeste synshal og læs mere om syn på Færdselsstyrelsens hjemmeside. - Service – Mellem de periodiske syn kan det for nogen være en god ide at få bilen serviceret. Det kan du vælge at gøre selv eller få gjort på et autoværksted. På et autoværksted kan de bl.a. hjælpe dig med at sikre den korrekte oliestand, og at bremserne virker, som de skal.
- Uforudsete udgifter – Der kan også komme uforudsete udgifter, når du har en bil. Det kan fx være, hvis du får skader på din bil.
- Gæld – Inden du køber en brugt bil – både privat og ved forhandler – er det en god ide at tjekke, om der er gæld i bilen. Gælden følger nemlig bilen, og bilen kan derfor blive en dyrere fornøjelse for dig, end du måske havde regnet med. Hvis du overtager en sådan gæld, og du ikke ønsker at betale den, så kan kreditor (dem, der har lånt pengene til den tidligere ejer) komme og hente bilen. Du kan finde ud af, om der er restgæld i en bil ved at indtaste stelnummer, cvr-nummer eller fuldt navn og fødselsdagsdato i Bilbogen på tinglysning.dk.