Vejledning om fritagelse og afgiftspligt
Bemærk
I vejledningsudkastet er det forudsat, at lovforslag om ændring af lov om vejafgift, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love om ændring af blandt andet lov om vejafgift § 1 vedtages af Folketinget i den form, som i skrivende stund forventes fremsat af skatteministeren i Folketingssamlingen 2024/2025. Der tages således forbehold for eventuelle ændringer som følge af høringen over udkastet til lovforslag og folketingsbehandlingen af det fremsatte lovforslag.
Datoen for lovens vedtagelse er endnu ikke kendt.
Fra den 1. januar 2025 skal der betales kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, som benyttes til godstransport i Danmark.
Afgiften skal dække omkostninger til slid på infrastrukturen og eksternaliteter i form af støj, emissioner og klima. Afgiftssatsen afhænger af lastbilens vægt og CO2-emissionsklasse.
Vejledningen henvender sig bredt til aktørerne inden for vejgodstransporten i Danmark og indeholder en beskrivelse af de regler, som afgør, om en lastbil er afgiftspligtig efter lov om vejafgift.
Indhold
- Hvornår er en lastbil afgiftspligtig efter vejafgiftslovens anvendelsesdefinition?
- Hvornår er en lastbil afgiftspligtig efter vejafgiftslovens vægtdefinition?
- Fritagelse for afgiftspligt
- Lastbiler som ikke er omfattet af reglen om vejafgift
- Eksempler
1. Hvornår er en lastbil afgiftspligtig efter vejafgiftslovens anvendelsesdefinition?
Afgiftspligten efter vejafgiftslovens anvendelsesdefinition omfatter kun lastbiler, som bruges til godstransport. Som det fremgår af forarbejderne til vejafgiftsloven, er der ikke tale om en brugsdefinition, som skifter fra dag til dag.
Godstransport er efter forarbejderne til vejafgiftsloven afgrænset på samme måde som i den hidtidige vejbenyttelsesafgiftslov. Reglerne om vejbenyttelsesafgift står i lovbekendtgørelse nr. 174 af 21. februar 2020 om lov om afgift af vejbenyttelse mv. (Vejbenyttelsesafgiftsloven). Reglerne om vejafgift står i lov nr. 763 af 13. juni 2023. Du finder lovene på skm.dk/skattelove.
2. Hvornår er en lastbil afgiftspligtig efter vejafgiftslovens vægtdefinition?
Afgiftspligten efter vejafgiftslovens vægtdefinition omfatter lastbiler, som har en teknisk tilladt totalvægt på 12.000 kg eller derover. Det betyder, at alle lastbiler, som i F.1-feltet i registreringsattesten har angivet en vægt på 12.000 kg eller derover, er omfattet af afgiftspligten efter vejafgiftsloven.
3. Fritagelse for afgiftspligt
I vejafgiftslovens § 1, stk. 2, fremgår en række tilfælde, hvor lastbiler, som ud fra kriterierne om vægt og anvendelse kunne være afgiftspligtige, er fritaget fra kilometerbaseret vejafgift.
Det drejer sig om:
- Køretøjer, der tilhører forsvaret og det statslige redningsberedskab
- Køretøjer, der er specialindrettet til brandsluknings- og redningsopgaver og udelukkende anvendes ved udrykninger, og køretøjer, som tilhører og udelukkende anvendes af beredskabskommissioner og ikke anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med erhvervsvirksomheder
- Køretøjer, der tilhører politiet
- Køretøjer, der tilhører vejvæsenerne under kommuner og staten.
Det er en generel betingelse for den anførte afgiftsfritagelse, at køretøjerne udefra kan genkendes som beregnet til de nævnte formål. For køretøjskombinationer er det motorkøretøjet, der er bestemmende for, om kombinationen er fritaget for afgift. Det fremgår af vejafgiftslovens § 1, stk. 4.
4. Lastbiler, som ikke er omfattet af reglen om vejafgift
Lastbiler, der udelukkende anvendes af køreskoler til skole- eller øvelseskørsel er ikke omfattet af vejbenyttelsesafgiftsloven eller vejafgiftsloven.
Veteranlastbiler er som udgangspunkt ikke omfattet af afgiftspligten, hverken efter vejbenyttelsesafgiftsloven eller vejafgiftsloven. Det skyldes, at det som udgangspunkt antages, at veteranlastbiler ikke anvendes til godstransport. Hvis de faktisk anvendes til godstransport, vil køretøjerne dog være afgiftspligtige.
5. Eksempler – vejafgiftspligt
Herunder kan du se eksempler på, hvordan myndighederne kan forventes at vurdere konkrete sager om afgiftspligt.
Vejafgiftspligt
-
Eksempel 1 – Vejafgiftspligtig lastbil, trækkraft for sættevogn eller særlig anvendelse
Hvis der i F.1-feltet på registreringsattesten står værdien 26.000 kg og lastbilen anvendes til godstransport, skal du opkræves vejafgift. -
Eksempel 2 – Vejafgiftspligtig lastbil, trækkraft for sættevogn eller særlig anven-delse
Hvis der i F.1-feltet på registreringsattesten står værdien 26.000 kg. Lastbilen anvendes til godstransport, men vil i den kommende uge køre nødhjælp mellem to danske havne, hvor vognmanden ikke fakturerer nødhjælpsorganisationen. Du skal opkræves vejafgift.
Ikke vejafgiftspligt
-
Eksempel 1 – Ikke vejafgiftspligtig lastbil, trækkraft for sættevogn eller særlig anvendelse
Hvis der i F.1-feltet på registreringsattesten står værdien 8.500 kg. Lastbilen anvendes til dagligt til godstransport, så skal du ikke opkræves vejafgift. -
Eksempel 2 – Ikke vejafgiftspligtig lastbil (og bus), trækkraft for sættevogn – transport af ”idrætsudstyr”
Hvis der i F.1-feltet på registreringsattesten står værdien 15.500 kg, og den an-vendes til privat godstransport, skal du ikke opkræves vejafgift.