Gå til indhold

Ændring af regler om registrering af brugere af køretøjer

Skatteministeren har udstedt en ny bekendtgørelse om ændring af reglerne om registrering af brugere af køretøjer. De nye regler træder i kraft den 15. oktober 2024.

Nyheden er opdateret den 16. oktober 2024 med en præcisering af, i hvilket tilfælde man skal henvende sig til Motorstyrelsen, hvis man har bedt om ændringer af brugere.

Skatteministeren har ved bekendtgørelse af 10. oktober 2024 på ny ændret reglerne for registrering af brugere af køretøjer. Der er tale om en justering af de regler, der blev indført med virkning fra den 1. juli 2024.

Motorstyrelsen har den 28. juni 2024 udgivet en nyhed om de regelændringer, der skete med virkning fra den 1. juli 2024. Teksten i nyheden ændres samtidig med udgivelsen af denne nyhed, så den er i overensstemmelse med de nye ændringer, som er beskrevet nedenfor. Nedenstående kan med fordel læses i sammenhæng med nyheden: Nye regler for registrering af brugere af køretøjer.

Lempelse af registreringspligten for ansatte

Som udgangspunkt skal alle fysiske eller juridiske personer, der er forskellige fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere, registreres som brugere i Motorregistret. 

Skatteministeren har dog med virkning fra den 15. oktober 2024 ændret reglerne, så en ansat, der får stillet et køretøj til rådighed af sin arbejdsgiver, kun skal registreres som bruger af køretøjet, hvis den ansatte samtidig beskattes af værdien af fri bil. 

Det vil sige, at en ansat, der får stillet et køretøj til rådighed af arbejdsgiveren, og som kun bruger køretøjet erhvervsmæssigt, ikke vil skulle registreres som bruger.

Værkstedskøretøjer

Skatteministeren har med virkning fra den 15. oktober 2024 ændret reglerne, så den, som af et autoværksted får stillet et køretøj til rådighed som følge af reparation af et køretøj, ikke registreres.
Den, der får råderetten over et værkstedskøretøj, skal derfor ikke registreres som bruger, selvom råderetten overstiger 30 dage.

Hvem skal registreres som brugere (primær og sekundær)?

Som udgangspunkt skal enhver, der har fysisk eller juridisk råderet over et køretøj, registreres som bruger. 

Skatteministeren har med virkning fra den 15. oktober 2024 ophævet reglerne om, hvornår man skal registreres som henholdsvis primær eller sekundær bruger, hvis der er flere registrerede brugere. 
Hvis der kun er én bruger, vil denne altid blive registreret som primær bruger. Hvis der er flere brugere, vil det fra ovenstående tidspunkt være op til parterne selv at beslutte, hvem der skal registreres som henholdsvis primær og sekundær bruger.

Det vil fortsat være den primære bruger, der modtager opkrævning af de løbende afgifter for køretøjet først. Hvis den primære bruger ikke betaler, opkræves beløbet hos den eller de, der ejer køretøjet, og eventuelle sekundære brugere.

Særligt om husstande

Reglerne om registrering af brugere gælder også for medlemmer af en privat husstand. 
Det vil som udgangspunkt være op til husstandens medlemmer selv at afgøre,  hvem der har en sådan rådighed over køretøjet, at de skal registreres som brugere. Hvis der er flere brugere i en husstand, vil det fremadrettet være valgfrit, hvem der registreres som henholdsvis primær og sekundær bruger.

Særligt om sub-leasing

Det gælder fortsat, at alle brugere i subleasing-arrangementer skal registreres som brugere i Motorregistret. Det vil sige, at hvis et køretøj subleases gennem flere led, skal alle involverede parter med juridisk rådighed (subleasinggiverne) også registreres som brugere. 


Det er her vigtigt at bemærke, at det i Motorregistret ud over primære og sekundære brugere også er muligt at registrere en ”subleasinggiver”. Motorregistret sidestiller en subleasinggiver med en sekundær bruger. Det vil derfor ikke være nødvendigt, at leasingvirksomheder registreres som både subleasinggiver og sekundær bruger.

Anmodninger om gebyrfri ændringer af brugere indsendt mellem 1. juli 2024 og 15. oktober 2024

Motorstyrelsen har siden ændringen af reglerne modtaget anmodninger om gebyrfri ændringer af brugere. Motorstyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke gennemført disse ændringer i Motorregistret, fordi styrelsen har afventet regelændringerne.

De borgere og virksomheder, der har indsendt disse anmodninger, skal afvente, at de bliver kontaktet af Motorstyrelsen. Motorstyrelsen vil kontakte borgere og virksomheder med instruktioner om, hvordan man skal henvende sig, hvis de anmodede ændringer fortsat skal foretages som følge af de regler om brugerregistrering, der træder i kraft 15. oktober 2024.

Brugere registreret mellem 1. juli 2024 og 15. oktober 2024

Hvis der som følge af de nye regler pr. 15 oktober 2024 er behov for på ny at ændre registrerede brugere, der er blevet registreret efter de regler, der var gældende mellem 1. juli 2024 og 15. oktober 2024, kan dette ske gebyrfrit til og med den 31. december 2024.

Dette gælder for de borgere og virksomheder, der selv har registreret brugere via Ejerskifteappen, i Motorregistret, i en motorekspedition eller hos en nummerpladeoperatør.

Hvis du skal have slettet en bruger, der er blevet registreret som følge af de regler, der var gældende mellem 1. juli 2024 og 15. oktober 2024, kan du skrive til os via TastSelv:

  1. Log på TastSelv Erhverv på skat.dk med MitID.
  2. Vælg Kontakt → Skriv til os.
  3. Vælg Bil og Motor → Regler for registrering af brugere af køretøjer
  4. Vælg Bruger registreret mellem 1. juli 2024 og 15. oktober 2024 i emnefeltet
  5. Skriv i beskedfeltet, hvilke(n) bruger(e), der ikke længere skal være registreret, samt køretøjets registreringsnummer og evt. stelnummer.

Motorstyrelsen vil tilbagebetale gebyret for omregistreringen.