Når du søger job hos os
Du ansøger via vores elektroniske rekrutteringssystem. Vedhæft en motiveret ansøgning, CV og relevante dokumenter. Du får en kvittering på e-mail, når din ansøgning er modtaget.
Vi indkalder de bedst kvalificerede til stillingen til samtale. Ansættelsesudvalget består typisk af en leder, en medarbejder og eventuelt en rekrutteringspartner. De ansøgere, som ikke indkaldes til samtale, modtager et skriftligt afslag. Og de, der har været til samtale, men som ikke tilbydes jobbet, får et begrundet afslag pr. telefon.
Du er kommet igennem første nåleøje - forbered dig til samtalen
Har vi fundet din profil, ansøgning og CV interessant, bliver du kaldt til samtale. Når du er blevet indkaldt til en samtale, kan du med fordel forberede dig inden. Typisk vil samtalen komme omkring organisationen, kontoret, stillingen, arbejdsform og vores forventninger til hinanden.
Vis os, hvad du kan - hvorfor er du den rette til jobbet?
Formålet med jobsamtalen er at finde ud af, hvordan du passer ind i vores kultur og organisation, og hvad du kan bidrage med i det job, du har søgt hos os.
Derfor vil vi gerne høre:
- hvad du brænder for at arbejde med
- hvad der skal være omkring dig, for at du trives på en arbejdsplads
- hvorfor du vil arbejde hos Motorstyrelsen
- hvorfor du forventer, at du er den rette til jobbet.
Tænk gerne i konkrete eksempler, fx hvad du kan tilføre jobbet og hvilke erfaringer og kompetencer du har, som du vil sætte i spil hos os i forhold til det søgte job.
Vis interesse - opsøg viden og stil spørgsmål
Stil gerne spørgsmål til os, så du også selv kan vurdere, om Motorstyrelsen er det rigtige sted for dig - fagligt og kulturelt. Det er vigtigt, at du føler dig tilstrækkelig informeret til at kunne træffe en kvalificeret beslutning, hvis du bliver tilbudt jobbet. Vi foreslår, at du finder information om vores arbejdsplads og arbejdsopgaver her på hjemmesiden og på LinkedIn.
Læs mere om Motorstyrelsen
Læs mere om at arbejde i Motorstyrelsen
Læs mere om løn og ansættelsesforhold
Vær dig selv
I Motorstyrelsen er vi interesserede i at vide mere om dig – hvem du er, hvad du kan, hvad der motiverer dig, og hvorfor du gerne vil arbejde hos os. Det kan vi kun se ved, at du er dig selv. Vi skal finde det bedste match – på det bedste grundlag.
Jobsamtalen består typisk af en eller to samtaler. Ved første samtale kan du forvente at høre mere om stillingen, og om hvordan det er at arbejde i Motorstyrelsen - ligesom vi vil spørge ind til dine personlige og faglige kompetencer.
Søger du en lederstilling eller udvalgte specialiststillinger, skal du gennemføre en personprofilanalyse og en logisk analyse. Testresultatet kan aldrig stå alene, og vi bruger resultatet som udgangspunkt for en dialog, hvor formålet er at kvalificere matchet.
Vi udvælger den kandidat, der er det bedste match til jobbet, Motorstyrelsen og teamet. Det er samtidig vigtigt for os, at jobbet er det rette for den kandidat, vi vælger.
Hvis du får jobbet, kontakter vi dig om en lønforhandling. Som ansat i staten bliver du lønnet inden for rammerne af gældende overenskomst.