Gå til indhold

Straks-ibrugtagning

Straks-ibrugtagning er en ordning, hvor en leasinggiver der har søgt tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift, kan tage køretøjet i brug, før Motorstyrelsen har givet tilladelse.

Er det første gang, din virksomhed skal lease et køretøj ud, anbefaler vi, at du søger som enkeltansøger de første par gange, uden at gøre brug af reglen om straks-ibrugtagning. Enkeltansøgninger giver erfaring i udformning af leasingaftaler, sikrer en smidigere sagsgang og mindsker risikoen for økonomiske konsekvenser, ved afslag på ansøgningen.  

Du skal opfylde fem betingelser for at kunne bruge ordningen, og det er forudsat, at du i øvrigt opfylder de gældende krav for kunne lease.

Straks-ibrugtagning er betinget af nedenstående:

  1. Der skal være indgivet en skriftlig ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig registreringsafgift
  2. Køretøjet er registreret i Motorregisteret, når den foreløbige afgift er betalt
  3. Du har indsendt Motorstyrelsens blanket 21.085 (Erklæring om straks-ibrugtagning) sammen med den almindelige ansøgning om betaling af forholdsmæssig registreringsafgift. I blanketten skal du redegøre for værdien, der skal beregnes afgift af
  4. Du har betalt den foreløbige forholdsmæssige registreringsafgift og rente, som fremgår af det kvitteringsbrev, du modtager fra Motorstyrelsen
  5. Motorstyrelsen har ikke tidligere givet afslag eller truffet afgørelse om, at kriterierne for at betale afgift efter denne bestemmelse ikke var opfyldt, på baggrund af en ansøgning om tilladelse til betaling af forholdsmæssig afgift fra samme ansøger for det samme køretøj, som tidligere har været straks-ibrugtaget.

Du skal være opmærksom på, at hvis der er indgivet vildledende eller urigtige oplysninger i ansøgningen for et køretøj, der er taget i brug, og hvis disse oplysninger fører til et afslag, ser Motorstyrelsen sig nødsaget til at opkræve den fulde registreringsafgift, afhængigt af omstændighederne. Det skyldes, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område på et urigtigt grundlag.

Find uddybende juridisk information i Den juridiske vejledning om leasingkøretøjer