25-03-2025
Nyt styresignal om ændring af praksis for udbetaling af eksportgodtgørelse i forhold til fortolkning af udførselsbegrebet
Motorstyrelsen ændrer praksis for udbetaling af godtgørelse af registreringsafgift (eksportgodtgørelse) i forhold til, hvilke krav der stilles til dokumentation for udførsel af et køretøj anmeldt til eksport.
Fremover vil man kunne få udbetalt eksportgodtgørelse, selvom et køretøj ikke er solgt til eksport i forbindelse med udførslen, og selvom køretøjet ikke udføres med henblik på anvendelse af køretøjet i udlandet.
Den, der anmoder om eksportgodtgørelse, skal fortsat dokumentere, at køretøjet er udført af landet.
Motorstyrelsen ændrer praksis på grundlag af en afgørelse truffet af Landsskatteretten den 6. december 2023. Afgørelsen er offentliggjort som SKM2024.27.LSR.
Landsskatteretten har ved afgørelsen slået fast, at retten til at få udbetalt eksportgodtgørelse ikke er betinget af, at køretøjet udføres varigt til udlandet. Der kan heller ikke stilles krav om, at der skal ske salg af et køretøj til eksport, uanset om den, der anmoder om eksportgodtgørelsen, driver erhverv med salg af køretøjer til eksport.
Ændringen af praksis kan give anledning til at genoptage sager, hvor Motorstyrelsen har genopkrævet eller givet afslag på eksportgodtgørelse med den begrundelse, at der ikke var dokumenteret et salg af køretøjet i forbindelse med udførslen, og hvor der i øvrigt ikke var dokumentation for udførsel med henblik på anvendelse i udlandet.
Styresignalet fastsætter frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om genoptagelse. Der henvises til afsnit 5 om mulighederne for genoptagelse.
Styresignalet har virkning fra den 25. marts 2025.