21-10-2025
Nyt styresignal: Mulighed for genoptagelse som følge af manglende partshøring i forbindelse med Motorstyrelsens afgørelser om værdifastsættelse af brugte køretøjer
Baggrunden for styresignalet er, at Motorstyrelsen frem til den 20. september 2021 ikke foretog partshøring efter forvaltningslovens § 19 i sager vedrørende værdifastsættelse af brugte motorkøretøjer.
Det kan ikke udelukkes, at afgørelserne i disse sager ville have fået et andet resultat ved gennemførelse af partshøring.
Med dette styresignal gøres der opmærksom på muligheden for at anmode om genoptagelse af afgørelser om værdifastsættelse af brugte motorkøretøjer, der er truffet før den 20. september 2021, og hvor der ikke er foretaget partshøring.
Da gennemførelse af partshøring ikke nødvendigvis ville have ført til en anden værdifastsættelse, skal de afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede selv anmode om genoptagelse. Motorstyrelsen foretager ikke genoptagelse af de omhandlede afgørelser af egen drift.
I dette styresignal fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om genoptagelse. Der henvises til afsnit 4 om mulighederne for genoptagelse.
Styresignalet har virkning fra den 20. oktober 2025.