Gå til indhold

Nye regler for fastsættelse af selvanmelderes sikkerhedsstillelse

Den 1. juli 2025 træder nye regler i kraft om selvanmelderes sikkerhedsstillelse. Nedenfor giver vi et resumé af de nye regler.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, at virksomheder skal stille mindst 500.000 kr. i sikkerhed for at blive registreret virksomhed (selvanmelder). Videre fremgår det af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, at Skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar efter loven, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer.

Tidligere har selvanmeldere fået fastsat deres sikkerhedsstillelse ud fra trappemodellen og retningslinjerne fastsat i styresignalet SKM2019.562.MOTORST. 

Skatteministeren har nu fastsat nye regler for selvanmelderes sikkerhedsstillelse. De nye regler fremgår af bekendtgørelse nr. 409 af 12. maj 2025 og indsættes som en ny § 37 a i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.

Fastsættelse af selvanmelderes sikkerhedsstillelse

Det fremgår af de nye regler, at Skatteforvaltningen fastsætter størrelsen af den sikkerhedsstillelse, som en selvanmelder skal stille, og at Skatteforvaltningen revurderer størrelsen af sikkerhedsstillelsen én gang årligt.

Herudover kan Skatteforvaltningen ændre en sikkerhedsstillelse i løbet af året, hvis:

  • virksomhedens forhold har ændret sig væsentligt i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering heraf
  • Skatteforvaltningens fastsættelse af sikkerhedens størrelse har været baseret på mangelfulde eller ukorrekte oplysninger. 

Virksomheden kan også selv søge Skatteforvaltningen om en ekstraordinær vurdering af sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis der sker væsentlige ændringer i virksomhedens drift. 

Ny trappemodel

Den nye trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse består af 10 trin. Størrelsen af selvanmelderes sikkerhedsstillelse afhænger som udgangspunkt af virksomhedens månedlige afgiftstilsvar i de på vurderingstidspunktet foregående 12 måneder. Det gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar opgøres på baggrund af virksomhedens afgiftsbetaling og afgiftsgodtgørelse. 

For virksomheder, hvor der ikke findes tilstrækkelige oplysninger i de foregående 12 måneder, fastsætter Skatteforvaltningen det gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar skønsmæssigt. Afgift, der er tilbagebetalt i medfør af registreringsafgiftslovens § 3 b, stk. 9, eller § 9 a, stk. 3, modregnes ikke ved opgørelsen af afgiftstilsvaret.

Sikkerhedsstillelsen skal som minimum fastsættes til følgende beløb.

Sikkerhedsstillelse og afgiftstilsvar
 Sikkerhedsstillelse Gennemsnitligt månedligt afgiftstilsvar
500.000 kr. under 1 mio. kr.
1 mio. kr. mindst 1 mio. kr., men under 1,5 mio. kr.
1,5 mio. kr. mindst 1,5 mio. kr., men under 2 mio. kr.
2 mio. kr. mindst 2 mio. kr., men under 2,5 mio. kr.
2,5 mio. kr. mindst 2,5 mio. kr., men under 3 mio. kr.
3 mio. kr. mindst 3 mio. kr., men under 3,5 mio. kr.
3,5 mio. kr. mindst 3,5 mio. kr., men under 4 mio. kr.
4 mio. kr. mindst 4 mio. kr., men under 4,5 mio. kr.
4,5 mio. kr. mindst 4,5 mio. kr., men under 5 mio. kr.
5 mio. kr. mindst 5 mio. kr.

Skatteforvaltningen kan undlade at ændre størrelsen af en sikkerhedsstillelse, hvis det gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar kun overstiger den nedre grænse for det næste niveau med op til 10 procent i opadgående retning. Skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse, end det følger af trinene i trappemodellen, som følge af en samlet vurdering af virksomhedens forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. 

En ændring af sikkerhedsstillelsen sker med minimum én måneds varsel til den første i en måned. 

Udlevering af oplysninger

Selvanmeldere skal efter anmodning fra Skatteforvaltningen udlevere de oplysninger, der er nødvendige for fastsættelse af sikkerhedsstillelsen. Selvanmeldere skal desuden underrette Skatteforvaltningen om væsentlige ændringer i virksomhedens drift, som kan have betydning for fastsættelsen af sikkerhedsstillelsen.

Virksomheden kan idømmes bøde, hvis den forsætligt eller groft uagtsomt undlader at udlevere oplysninger eller undlader at underrette om væsentlige driftsændringer. 

Revurderinger af sikkerhedsstillelse

Motorstyrelsen har i første halvår af 2025 påbegyndt revurderingen af de selvanmelderes sikkerhedsstillelse, der er fastsat til 500.000 kr. Hvis virksomhedens gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar viser, at virksomhedens sikkerhedsstillelse fortsat skal udgøre 500.000 kr., har Motorstyrelsen fastholdt sikkerhedsstillelsen. Motorstyrelsen har også påbegyndt revurderingen af de virksomheders sikkerhedsstillelse, der viser en nedsættelse til 500.000 kr. Hvis virksomhedens gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar viser, at virksomhedens sikkerhedsstillelse skal ændres, er sagerne som udgangspunkt blevet stillet i bero. Motorstyrelsen fortsætter behandlingen af disse sager, når de nye regler træder i kraft. 

Motorstyrelsen har revurderet enkelte selvanmelderes sikkerhedsstillelse i første halvår af 2025, selvom deres sikkerhedsstillelse er højere end 500.000 kr. Motorstyrelsen vil foretage en udsøgning af de berørte selvanmelderes gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar. Hvis udsøgningen viser, at deres minimumssikkerhedsstillelse skal nedsættes eller forhøjes efter de nye regler, foretager Motorstyrelsen en ny vurdering af deres sikkerhedsstillelse, når de nye regler er trådt i kraft. 

Øvrige virksomheders sikkerhedsstillelse vil blive revurderet i andet halvår af 2025, når de nye regler er trådt i kraft.