07-09-2022
Ny dom: Registreringsafgift – mandskabsvogn – privat personbefordring
Sagen angik, om et køretøj, der var indregistreret som mandskabsvogn uden afgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, havde været anvendt til privat personbefordring. Køretøjet blev standset af SKAT i udrejsefeltet ved Y1 Færgehavn, og i køretøjet befandt sig to personer, der var ansat i det selskab, der ejede køretøjet. De to ansatte var på vej fra deres arbejdsplads i Y2-by til deres bopæle i Tyskland og skulle hjem på påskeferie.
Retten fandt, at der var ført bevis for, at transporten af de to ansatte fra arbejdspladsen til bopælene var erhvervsmæssig. Retten henviste herved til forarbejderne til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, og lagde i bedømmelsen bl.a. vægt på, at der var en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl til virksomhedens adresse, mens der var noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen. Retten lagde endvidere på baggrund af partsforklaringen til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen.