17-01-2023
Ny dom om registrerings- og registreringsafgiftspligt af indført køretøj
Det omhandlede køretøj blev af en forhandler indført til Danmark og standset af Toldstyrelsen ved den dansk-/tyske grænse. Køretøjet var påmonteret tyske korttidsnummerplader med en gyldighedsperiode på 9 dage, som ikke var udløbet, da køretøjet blev standset. Motorstyrelsen fandt, at køretøjet var registrerings- og registreringspligtigt under de foreliggende omstændigheder, da køretøjet var blevet indført med henblik på en, i det væsentlige, varig anvendelse her i landet.
Retten fandt, at køretøjet var taget i brug her i landet ved dets indførsel. Der skulle betales fuld afgift af køretøjet, da det ikke var godtgjort, at køretøjet alene skulle afgiftsberigtiges med forholdsmæssig afgift som leasingkøretøj. Ingen af undtagelsesreglerne i den dagældende registreringsafgiftsbekendtgørelses § 13, stk. 2, § 15, stk. 2, nr. 2, eller § 19 fandt anvendelse. Retten bemærkede endvidere, at anmeldelsesordningen i registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, og reglerne om tidsbegrænsede kortidsnummerplader/-mærker med en gyldighed i maksimalt 7 dage ifølge bekendtgørelsens § 15, stk. 2, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten, herunder proportionalitetsprincippet.