Ny dom om eksportgodtgørelse – registreringsafgiftslovens § 7 b og 7 c

Sagerne (sambehandling) angik, hvorvidt sagsøgeren, en virksomhed beskæftiget med eksport af motorkøretøjer, var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ efter registreringsafgiftslovens § 7 b og 7 c for 29 køretøjer, som virksomheden som registreret selvanmelder havde angivet på sine månedsangivelser i perioden 2016-2018.

Det centrale spørgsmål var, om virksomheden ved den fremlagte dokumentation havde godtgjort, at ni køretøjer faktisk var udført af landet, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 7 c, stk. 1, og om udførslen af 20 køretøjer var sket i en tilstrækkelig nær tidsmæssig sammenhæng med ansøgningen om eksportgodtgørelse til, at den oplyste afgiftspligtige værdi fortsat kunne lægges til grund, eller om disse køretøjer først var dokumenteret udført på et senere tidspunkt, hvor der forelå dokumentation for køretøjernes registreringssyn eller indregistrering i udlandet med den retsvirkning, at køretøjernes værdi og dermed godtgørelsesbeløbet på ny skulle fastsættes.

For alle de omtvistede køretøjer bestod den fremlagte dokumentation for køretøjernes udførsel af landet af salgsfakturaer og dokumentation for betaling af fakturaernes pålydende. For nogle af køretøjerne var der endvidere fremlagt tro- og loveerklæringer udformet på blanket nr. 21.086 udstedt af Motorstyrelsen som et supplement til dokumentation for udførsel af eksportkøretøjer, kopi af ID-kort på køberen og/eller aftaledokument vedrørende den udenlandske købers videresalg af køretøjet i udlandet. For enkelte af køretøjerne var der endvidere fremlagt CMR-fragtbreve, eller skærmprint fra en bulgarsk hjemmeside angiveligt vedrørende fire køretøjers bulgarske forsikringsforhold.

Efter en gennemgang af lovforarbejder og praksis fandt retten, at der efter registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, gælder et egentligt dokumentationskrav for et køretøjs udførsel af landet, og at en betalt faktura vedrørende køretøjets salg til en udenlandsk køber ikke i sig selv udgør tilstrækkelig dokumentation for køretøjets udførsel til et andet EU-land, selv hvor der ikke er grundlag for at betvivle fakturaens ægthed.

På baggrund af en konkret vurdering af det fremlagte materiale, fandt retten, at salgsfakturaerne, kopi af ID-kort på køberen og aftaledokument vedrørende den udenlandske købers videresalg af køretøjet i udlandet ikke indeholdt objektive oplysninger om køretøjernes faktiske udførsel af landet. Videre fandt retten, at de fremlagte CMR-fragtbreve var mangelfulde og derfor ikke dokumenterede udførslen. Tro- og loveerklæringerne var også mangelfulde og ikke ledsaget af yderligere transportdokumentation som foreskrevet i blanket nr. 21.086. De fremlagte skærmprint vedrørende fire køretøjers bulgarske forsikringsforhold var ikke oversat i en version, der kunne indgå i rettens behandling af sagen.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at der i perioden 2016-2018 eksisterede en fast administrativ praksis, som virksomheden kunne støtte ret på.

På den baggrund fandt retten ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn og stadfæstede hermed afgørelserne om nægtelse af eksportgodtgørelse henholdsvis hjemvisning af de pågældende køretøjer.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.