Gå til indhold

Ny dom om eksportgodtgørelse af brugte køretøjer

Motorstyrelsen har offentliggjort en ny dom om ’Eksportgodtgørelse’ af brugte køretøjer – registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c.
Sagen angik, om sagsøgeren, der var selvanmelder (registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven), var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ af to brugte køretøjer efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c. I den forbindelse angik sagen, om det var dokumenteret, at køretøjerne var udført, og om den (selv-)angivne afgiftspligtige værdi af køretøjerne kunne lægges til grund, hvis køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder fra det tidspunkt, da sagsøgeren satte køretøjerne på sine månedsangivelser.
Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ med 238.091 kr., hvilket forudsatte, at køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder, regnet fra de respektive angivelsestidspunkter, og at den selvangivne afgiftspligtige værdi og eksportgodtgørelse derfor skulle lægges til grund af Motorstyrelsen.
Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, hvorfor retten afsagde dom i overensstemmelse hermed.