Gå til indhold

Skatteforvaltningen lejer sig ind på havnefronten i Aalborg

Skatteforvaltningen får mulighed for at samle medarbejdere fra forskellige styrelser på havnefronten centralt i Aalborg. En af forvaltningens nye styrelser, Administrations- og Servicestyrelsen, har indgået aftale om et lejemål i KMD-huset med plads til 300 medarbejdere.

De dele af skatteforvaltningen der har kontorer på flere forskellige adresser i Aalborg, har sikret sig mulighed for med tiden at kunne samles på færre adresser. Det har de, efter at Administrations- og Servicestyrelsen, der er en del af skatteforvaltningen, har indgået aftale om at leje lokaler med plads til 300 medarbejdere i KMDs hus på Lauritzens Plads på havnefronten.

I dag har skatteforvaltningen i Aalborg til huse på tre adresser, nemlig på Vestre Havnepromenade/Nybrogade, Skibsbyggerivej og Lyngvej.  

Ifølge Claus Henrik Larsen, direktør for Administrations- og Servicestyrelsen, giver de nye og større lokaler mulighed for at skabe et attraktivt arbejdsmiljø for medarbejderne. Et vigtigt formål med på sigt at kunne samles på færre adresser er at bringe medarbejdere og ledelse tættere på hinanden, fordi det giver mulighed for at skabe stærkere faglige miljøer og mere effektiv drift.

”Det giver rigtig god mening, at vi nu sikrer de nødvendige kvadratmeter i et moderne og velfungerende hus”, siger Claus Henrik Larsen.

Styrelsen har desuden sikret sig mulighed for at udvide lejemålet på adressen, hvis der med tiden bliver behov for det, fortæller styrelsesdirektøren.

Behov for flere medarbejdere i Aalborg

En anden ny styrelse i skatteforvaltningen er Motorstyrelsen, der har hovedkontor i Aalborg. Her hilser direktør Jens Otto Størup aftalen velkommen.

”Vi har et meget stort behov for flere pladser i Aalborg. Derfor er det dejligt, at vi nu kan præsentere en løsning, der imødekommer vores behov. I hovedsædet i Aalborg har vi den største koncentration af medarbejdere, så jeg er meget glad for, at vi kan tilbyde vores nuværende og kommende medarbejdere attraktive fysiske rammer,” siger han.

Det er Bygningsstyrelsen, der på vegne af Administrations- og Servicestyrelsen, har indgået aftale med KMD om lokalerne på havnefronten.

Skatteforvaltningen påbegynder flytningen til Lauritzens Plads sidst på året i år.

De syv nye styrelser, der blev etableret 1. juli, erstatter det tidligere SKAT, som nu er nedlagt. Sammen med to gamle styrelser, udgør de ni styrelser tilsammen den samlede danske skatteforvaltning.

Nye lokaler på Lauritzens Plads på havnefronten i Aalborg

Yderligere oplysninger – kontakt

  • Motorstyrelsens pressefunktion, tlf. 72 22 15 00 eller presse@motorst.dk
  • Administrations- og Servicestyrelsens pressefunktion, tlf. 72 22 14 00 eller presse@adst.dk.