21-07-2023
Skagen fik igen i år besøg af Motorstyrelsen i uge 29
Varebiler, mandskabsvogne, dyre biler på leasingkontrakter og udenlandske biler.
Køretøjer af alle slags blev kontrolleret, da Motorstyrelsen var til stede i Skagen og omegn sammen med politiet. Kontrollen fandt sted torsdag den 20. juli i det, der kaldes ”Hellerup-ugen”, uge 29.
Men mange køretøjer blev stoppet på hovedvej 40 allerede et godt stykke syd for Skagen. I den store, meget befærdede rundkørsel ved Hulsig Kirke udpegede Motorstyrelsen de køretøjer, som var interessante, og med politiets hjælp blev de vinket ind i rabatten.
Motorstyrelsens medarbejdere spurgte ind til bilernes leasingforhold, når der var tale om leasing. Desuden tjekkede de, om bilernes ejere har betalt de korrekte registreringsafgifter. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt mandskabsvogne, der er fritaget for registreringsafgift, bliver brugt lovligt.
Aktionen fortsatte resten af dagen og aftenen, dels som en kørende kontrol, dels som en standkontrol, i både Skagen, Sæby og Frederikshavn.
I alt 47 køretøjer, såvel danske som udenlandske, blev kontrolleret af Motorstyrelsens medarbejdere. Tilbage på kontorerne følger Motorstyrelsen op på sagerne, og her skal det afgøres, om nogle af bilernes ejere står til at modtage en regning.
Yderligere oplysninger
Journalister: 72 22 15 00 eller presse@motorst.dk
Borgere og virksomheder: 72 22 15 15