26-05-2021
Omberegning og efterregulering af bilafgifter
Fra 1. juni 2021 vil Motorregistret efter planen være tilpasset de nye bilafgifter, som blev vedtaget i Folketinget i februar.
Herefter vil Motorregistret være lukket for systemændringer de følgende 14 dage for at sikre, at systemet kører, som det skal.
Motorstyrelsen vil i midten af juni gå i gang med at omberegne afgiften på køretøjer, der er afgiftsberigtiget i perioden 18. december 2020 til 31. maj 2021, hvor Motorregistret har beregnet efter tidligere regler.
Motorstyrelsen forventer, at 75 pct. af omberegningerne vil være gennemført i slutningen af september.
Omberegningerne kan medføre, at det bliver nødvendigt at efterregulere de betalte afgifter. Skattestyrelsen vil efteropkræve eller tilbagebetale beløbet til den, der har pligt til at afregne afgiften.
Rækkefølge af omberegninger
Motorstyrelsen vil som udgangspunkt først omberegne køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter de nye regler i lov nr. 203 af 13/02/2021. Det drejer sig om personbiler, varebiler, campere, motorcykler og leasingkøretøjer.
Denne gruppe omfatter 75 procent af alle de omberegninger, Motorstyrelsen skal foretage. Efter planen er de gennemført med udgangen af september.
De øvrige 25 procent af omberegningerne er mere komplekse og kræver yderligere analyser, men Motorstyrelsen forventer, at disse omberegninger er gennemført inden december.
På Motorstyrelsens hjemmeside bliver det løbende muligt at se, hvor langt styrelsen er med omberegningerne, når arbejdet er gået i gang.
Motorstyrelsen er ved at fastlægge, hvordan kommunikationen til dem, der er berørt af omberegningen, skal foregå.
Nyheden er redigeret den 3. juni 2021