16-04-2020
Nyt om vejledningstiltag på veterankøretøjsområdet
Motorstyrelsen har på baggrund af henvendelser fra borgere og organisationer arbejdet på at offentliggøre konkrete retningslinjer for, hvilke ændringer du som ejer af et veterankøretøj må lave på et køretøj uden at komme i konflikt med originalitetskravet. Retningslinjerne vil afspejle den praksis, som Motorstyrelsen anvender, når vi vurderer køretøjer og køretøjsændringer. Det sker i forbindelse med værdifastsættelse, vejledning og kontrol.
Skatteminister Morten Bødskov har for nyligt tilkendegivet, at han er indstillet på at se på muligheden for at lempe originalitetskravet. Af den grund har Motorstyrelsen besluttet af udsætte offentliggørelsen af retningslinjerne og afventer nu udfaldet af de politiske overvejelser om eventuel lempelse af originalitetskravet.
Har du spørgsmål?
Beslutningen om at udsætte offentliggørelsen af retningslinjerne betyder, at der ikke på nuværende tidspunkt meldes bredt ud i forhold til originalitetskravet. Hvis du har spørgsmål i relation til konkrete køretøjer og originalitetskravet, vil vi fortsat opfordre dig til at kontakte os.
Vi har etableret en tværgående gruppe, som er specialiseret indenfor veterankøretøjer, og som har ansvaret for værdifastsættelse, vejledning og kontrol på området. Man kan komme i kontakt med én af medarbejderne i denne gruppe, hvis man ringer 72 22 12 40 på hverdage kl. 10-14.
Du har naturligvis også mulighed for at anmode Motorstyrelsen om et bindende svar, hvis du vil være sikker på, om en given ændring af et veterankøretøj får afgiftsmæssige konsekvenser. Det kan du læse mere om i nyhedsbrevet fra december 2019.