16-12-2019
Motorstyrelsens direktør mødtes med brancheforeninger
Hvordan vil Motorstyrelsen gerne samarbejde med brancheforeningerne, og hvad kan foreningerne forvente af Motorstyrelsen?
Det var nogle af de emner, som Motorstyrelsens direktør, Jens Otto Størup, fortalte om, da han deltog på årsmøderne i henholdsvis Motorcykel Forhandler Foreningen og Motorhistorisk Samråd i november.
Ved begge arrangementer fortalte Jens Otto Størup om Motorstyrelsens nye koncept vedr. vejledning og kontrol og de andre fokusområder, som styrelsen arbejder med.
"Jeg synes, det er vigtigt at mødes med vores interessenter for at høre om de udfordringer, de oplever på de områder, som vi arbejder med. I Motorstyrelsen er vi altid interesserede i at høre om forslag til, hvad vi kan gøre bedre, og hvordan samarbejdet kan styrkes. Vi har en konstruktiv dialog med brancheforeningerne, og i Motorstyrelsen mener vi, at åbenhed og dialog er vejen frem", siger Jens Otto Størup.