22-01-2026
Motorstyrelsen videregiver ikke registreringsattestkoder fra 1. marts 2026
Virksomheder og borgere kan fra 1. marts 2026 ikke få oplyst registreringsattestkoder hos Motorstyrelsen. Det gælder både, hvis der sker fejl i forbindelse med registrering og i situationer, hvor den gældende registreringsattest er blevet væk.
Hvis en virksomhed eller borger fremover skal bruge koderne til fx at omregistrere en bil, skal de bestille en ny registreringsattest. Leveringstiden er op til 10 hverdage, hvis den registrerede ejer af køretøjet bestiller registreringsattesten, og op til 21 dage, hvis registreringsattesten bestilles af en anden.
Motorstyrelsen opfordrer til, at man ved køb af et køretøj altid sikrer sig, at man får den gældende registreringsattest, eller at ejeren har bestilt en ny registreringsattest.
Virksomheder bør dobbelttjekke data
Hvis der sker en fejl i registreringen af et køretøj, kan virksomheden heller ikke få oplyst RAK af Motorstyrelsen. Det er derfor vigtigt, at virksomheden dobbelttjekker de indtastede data, før de godkender dem, fordi de først kan rettes, når virksomheden har modtaget den nye registreringsattest.
Hvis der sker en fejl i registreringen af ejer eller bruger, kan Motorstyrelsen rette fejlen, hvis man har den gældende registreringsattest. Se nyhed om proces for ændring af forkerte oplysninger om ejere og brugere.
Motorstyrelsen har 22. januar 2026 udsendt orienteringsbrev til pladeoperatører og andre relevante virksomheder om ændringen fra 1. marts 2026.
Har du den gældende registreringsattest?
Hvis du er i tvivl, om den registreringsattest, du har, er den gældende, kan du starte et ejer-/brugerskifte af køretøjet i Motorregistret. Er køretøjet afmeldt, kan du, hvis du er nummerpladeopertør, trykke på ”registrer køretøj”. Hvis du ikke kan låse køretøjet op med koderne fra attesten, er det ikke den gældende.
Bestilling af ny registreringsattest
Den primære registrerede ejer af et køretøj har altid mulighed for at bestille en ny registreringsattest i Motorregistret. Attesten kan bestilles til ejeren selv eller til køberen af køretøjet.
Hvis du ikke ejer køretøjet
Selvom du ikke er den registrerede ejer af et køretøj, kan du bestille en ny registreringsattest via TastSelv på skat.dk. Du skal kunne dokumentere, at du er ejer af køretøjet fx med en slutseddel eller en faktura.
Sådan gør du
Log på TastSelv eller TastSelv Erhverv med MitID → Vælg Bil og Motor → Ejerskifte, nummerplader og registreringsattest → Bestilling af registreringsattest.