Gå til indhold
''''

Motorstyrelsen udsender breve om tilbagebetaling af partikeludledningstillæg

Denne nyhed er relevant for dig, der har modtaget et brev fra Motorstyrelsen om, at vi tilbagebetaler partikeludledningstillæg, som vi tidligere har opkrævet ved en fejl.

Siden 1. januar 2017 er dieseldrevne varebiler blevet opkrævet et partikeludledningstillæg, hvis de er registreret før 18. marts 2009 og ikke er registreret med et partikelfilter i Motorregistret.

I en periode er nogle varebiler blevet opkrævet partikeludledningstillæg, selvom de havde et partikelfilter. Det skyldes, at de var registreret uden partikelfilter i Motorregistret.

Varebilerne er nu registreret korrekt med partikelfilter, og Motorstyrelsen er i gang med at tilbagebetale de beløb, der fejlagtigt er opkrævet i partikeludledningstillæg siden den 1. januar 2017, hvor reglen om partikeludledningstillæg blev indført.

Brugere af varebiler får breve om tilbagebetaling

Motorstyrelsen udsender i slutningen af juni 2023 breve til nuværende og tidligere brugere af varebiler, der fejlagtigt er opkrævet partikeludledningstillæg.

Brugerne bliver orienteret om, at de vil få tilbagebetalt det beløb, de ved en fejl er opkrævet i partikeludledningstillæg. Brugerne kan forvente at modtage pengene cirka 8 uger efter, de har fået brevet fra Motorstyrelsen.

Hvis brugerne skal have renter af det eller de beløb, de har betalt for meget, vil Skattestyrelsen senere sende dem brev om dette.

De nuværende brugere af varebilerne bliver ikke længere opkrævet partikeludledningstillæg.

Partikeludledningstillæg opkræves ved brugerne

Motorstyrelsen skriver til brugerne, fordi partikeludledningstillæg bliver opkrævet ved den, der er registreret i Motorregistret som bruger af varebilen.

I mange tilfælde vil ejer og bruger være den samme.

Partikeludledningstillæg opkræves sammen med vægtafgift. Tillægget blev indfaset over en treårig periode og var på 400 kr. i 2017, 600 kr. i 2018 og 1.000 kr. i 2019 og frem.

Læs mere

Reglerne om betaling af partikeludledningstillæg fremgår af vægtafgiftsloven, § 2 b.

Læs mere om partikeludledningstillæg under Periodiske afgifter i afsnittet ’Andre afgifter’.