Gå til indhold

Over 250 nyansatte skal uddannes på MotorAkademiet

Den nye styrelse i Aalborg har oprettet MotorAkademiet, der skal sikre en hurtig og effektiv integration af de mange nye medarbejdere sideløbende med varetagelsen af styrelsens kernefunktioner.

Motorstyrelsen står i disse dage og de næste to år frem over for en stor opgave, når en lang række nye medarbejdere skal rekrutteres og efterfølgende integreres. Det sker sideløbende med løsning af styrelsens kerneopgaver – nemlig at sikre korrekt og effektiv registrering samt afgiftsberegning af alle køretøjer i Danmark. Hele 127 nyansættelser er det blevet til alene siden februar i år, og cirka 200 flere kvalificerede medarbejdere skal ansættes inden 2021.

Vi skal finde et højt antal dygtige mennesker, med de rette kvalifikationer til at udføre styrelsens arbejde på tilfredsstillende vis for både borgere og virksomheder

Jens Otto, direktør i Motorstyrelsen

- Én udfordring er på kort tid at finde et højt antal dygtige mennesker, der har de rette kvalifikationer til at kunne udføre styrelsens arbejde på tilfredsstillende vis for både borgere og virksomheder. Det kræver alene en stor indsats, som jeg synes, vi har løst rigtig godt, siden oprettelsen af de nye styrelser blev en kendsgerning for godt og vel et år siden, forklarer direktør i Motorstyrelsen Jens Otto Størup og fortsætter:

- En anden udfordring er efterfølgende at integrere de mange nye medarbejdere i organisationen, så de nærmest fra dag ét føler sig godt til rette i deres nye arbejde og kan bidrage til en effektiv og korrekt sagsbehandling. Netop derfor har vi oprettet MotorAkademiet, der skal sikre høj faglighed og professionalisme blandt styrelsens nye medarbejdere gennem en glidende, men grundig oplæringsproces.

MotorAkademi

Rød løber rulles ud for 60 nyansatte den 3. september

Ikke færre end 60 nye medarbejdere har første arbejdsdag mandag den 3. september i Motorstyrelsen i Aalborg. De bliver første deltagere på MotorAkademiet og vil på første arbejdsdag blive modtaget med rød løber og personlig velkomst af Jens Otto Størup og underdirektør i Motorstyrelsen Jørgen Rasmussen.

MotorAkademiets program forløber over fire uger, hvor deltagerne vil blive indført i både teori og praksis. Helt konkret vil forløbet bestå af sammenlagt ti dages faglige oplæg og kurser samt ti dages sagstræning i samarbejde med en erfaren medarbejder, der skal sikre, at der bygges bro mellem oplæggenes faglige indhold og styrelsens arbejdsopgaver.

Blandt oplægsholderne har Motorstyrelsen valgt at invitere branchen indenfor, således de nye medarbejdere også kan få den nødvendige indsigt i, hvad Motorstyrelsens arbejde og service betyder for kunderne på den anden side af bordet. Her er der bl.a. tale om oplæg fra en brugtvognsforhandler, en importør, en leasingvirksomhed, m.fl.

Jeg tror, vi har fundet en rigtig god opskrift på, hvordan det bliver en succes både internt i styrelsen og eksternt for kunderne

Jens Otto, direktør i Motorstyrelsen

- Hele setuppet omkring MotorAkademiet kan måske lyde usædvanligt, men det er vores vurdering, at det ud over at have stor faglig relevans for den enkelte også er en decideret nødvendighed, når man skal integrere så mange nye på en og samme tid. Jeg tror, vi har fundet en rigtig god opskrift på, hvordan det bliver en succes både internt i styrelsen og eksternt for kunderne, afslutter Jens Otto Størup.

MotorAkademiet vil blive evalueret løbende gennem september måned, og det næste hold er allerede programsat til oktober.

Motorstyrelsen er én af i alt syv nye styrelser, der blev etableret 1. juli 2018. De specialiserede styrelser har hver deres kerneopgave og erstatter det tidligere SKAT, som nu er nedlagt. Frem mod 2021 skal der rekrutteres op mod 3.300 nye medarbejdere, hvoraf ca. 1.000 vil være i helt nye stillinger. Sammen med to gamle styrelser udgør de ni styrelser tilsammen den samlede danske skatteforvaltning.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

  • Anders Green, pressemedarbejder hos Motorstyrelsen, tlf. +45 22 40 35 33 og anders.green@motorst.dk

 

Læs mere om Motorstyrelsen på www.motorst.dk

Styrelsesdirektøren hilser på alle de nye medarbejdere