Gå til indhold

Motorstyrelsen styrker vejledning til unge, der vil købe eller lease deres første bil

Videoer med vejledning om blandt andet leasing, omregistrering og betaling af afgifter fortæller unge om de forhold, de skal være opmærksomme på, når de anskaffer sig en bil.

Unge, der står over for at skulle lease eller købe deres første bil, får nu en hjælpende hånd fra Motorstyrelsen med en ny vejledningskampagne. I form af videoer og målrettede tekster skal kampagnen vejlede unge, der har behov for mere viden om fx betaling af afgifter, regler for leasing eller omregistrering.

 Målet er at hjælpe de mange unge, der ringer til Skatteforvaltningens Kundecenter med spørgsmål til reglerne, ligesom kampagnen skal understøtte, at flere unge får betalt de løbende afgifter til tiden.

”Første gang man leaser eller køber en bil, kan reglerne godt virke som lidt af en jungle. Med kampagnen ”Min første bil” forsøger vi at hjælpe unge gennem junglen, så de ikke får ubehagelige overraskelser, når de køber eller leaser en bil. Vi samler informationerne ét sted og vejleder på en måde, der er målrettet en ung målgruppe”, siger direktør Jørgen Rasmussen fra Motorstyrelsen.

I en række vejledningsvideoer får de unge oplysninger om, hvad de bør være opmærksomme på, når de anskaffer sig den første bil. Opslag på sociale medier og annoncer på relevante hjemmesider opfordrer målgruppen til at se videoerne, og Motorstyrelsen vil samarbejde med køreskoler i hele landet om at dele budskaberne.

Videoerne kan ses på www.minførstebil.dk.

Motorstyrelsen blev etableret 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Motorstyrelsen har hovedkontor i Aalborg og beskæftiger omkring 380 medarbejdere.

 

Yderligere oplysninger:

Journalister: 72 22 15 00
Presse@motorst.dk