08-12-2025
Motorstyrelsen styrker kontrollen af nummerpladeoperatører
Motorstyrelsen styrker kontrollen med de erhvervsdrivende, der har lov til at administrere nummerplader. Samtidig vil styrelsen i højere grad vejlede de erhvervsdrivende, så de kan blive endnu bedre rustet til at håndtere administrationen af nummerplader.
- Nummerplader er statens ejendom, og vi skal sikre, at administrationen af nummerpladerne sker efter gældende regler. Derfor styrker vi nu kontrollen og vejledningen af de cirka 1.500 danske erhvervsdrivende, som har ret til at administrere og udlevere nummerplader, siger Claus Holm, underdirektør i Motorstyrelsen.
Den styrkede kontrol sker som led i Motorstyrelsens almindelige kontrolarbejde, hvor der løbende sættes ind med kontrol og vejledning for at øge efterlevelsen af regler. Helt konkret vil Motorstyrelsen styrke kontrollen af de erhvervsdrivende, hvor der er størst risiko for manglende regelefterlevelse.
Kontrollen vil have fokus på de tendenser og den adfærd, som Motorstyrelsen konstaterer blandt nummerpladeoperatørerne. Det vil både være den fysiske nummerpladehåndtering, og hvordan nummerpladeoperatørerne benytter deres digitale adgang til Motorregisteret.
- Vi forventer, at den styrkede kontrol vil resultere i flere sager, hvor vi kommer til at lukke for adgangen til at handle med nummerpladerne. Vi vil fokusere vores kontrol på de erhvervsdrivende, hvor fakta og data indikerer, at regelefterlevelsen er mindst, siger Claus Holm.
Fakta
Der er en række krav, der skal være opfyldt, før man kan være autoriseret som nummerpladeoperatør og dermed få lov til at handle med nummerplader.
Blandt andet skal man handle med et større antal køretøjer og ikke have forfalden gæld til det offentlige, ligesom der er en række krav til håndteringen af nummerpladerne, fx at de skal opbevares korrekt.
Yderligere oplysninger
Henvendelser fra medier besvares via Motorstyrelsens pressevagt
Om Motorstyrelsen
Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Motorstyrelsen har hovedkontor i Aalborg.