Gå til indhold

Motorstyrelsen sætter fokus på registreringsattesten med ny vejledningsindsats

Motorstyrelsen har netop lanceret en vejledningsindsats, der skal minde bilejere om, at de skal passe på deres registreringsattest. Attesten er nemlig beviset på, at de er den registrerede ejer af bilen, og de skal fx bruge den, hvis de skal på bilferie i udlandet.

Kan du huske, hvor du har din registreringsattest? Det er der faktisk en del, der ikke kan, og derfor har Motorstyrelsen netop lanceret en vejledningsindsats, der skal gøre bilejere opmærksom på, at de kan få brug for attesten i flere situationer. 

Registreringsattesten er et fysisk A4-dokument, som består af to dele.

”Registreringsattesten er et vigtigt dokument, og det er afgørende, at man både passer godt på den og husker at tage del 1 af attesten med, når man skal køre i andre EU-lande. Det er ikke noget, man altid tænker over i hverdagen, og derfor vil vi gerne hjælpe med at minde danskerne om det,” siger Motorstyrelsens direktør, Jørgen Rasmussen.

Motorstyrelsen oplever fx, at bilejere henvender sig før sommerferien for at bestille en ny registreringsattest, fordi de har fundet ud af, at de skal have attesten med på bilferien sydpå, og nu kan de ikke finde den originale. 

Motorstyrelsen opfordrer derfor bilejerne til at passe på deres registreringsattest, så de kan finde den, når de har brug for den. På den måde slipper de for besværet med at bestille en ny, som det tager op mod 10 hverdage at få leveret med posten.

Motorstyrelsens vejledningsindsats omfatter blandt andet breve til alle landets nummerpladeoperatører (forhandlere og synshaller) med vejledninger i postkortstørrelse med det enkle budskab: ”Pas på registreringsattesten”. På vejledningskortet er der også en kort guide til, hvordan bilejere bestiller en ny attest, hvis den originale er blevet væk eller beskadiget.

”Vi ved, at nummerpladeoperatørerne møder borgerne i øjenhøjde, når de registrerer deres køretøjer. Derfor håber vi, at de vil udlevere vejledningskortene sammen med andet materiale om bilen til de nye bilejere,” siger Jørgen Rasmussen.

Ikke krav om registreringsattest i bilen i Danmark

I Danmark er det som udgangspunkt ikke et krav, at du har registreringsattesten i bilen, og Motorstyrelsen anbefaler, at bilejere kun har både del 1 og 2 i køretøjet i forbindelse med salg. Den fulde registreringsattest kan nemlig bruges til at skifte ejer på køretøjet, fordi det er fastsat i lovgivningen, at den, der er i besiddelse af registreringsattesten, har ejerens tilladelse til at omregistrere køretøjet.

I andre EU-lande skal bilejere kunne fremvise del 1 af den originale registreringsattest, hvis de udenlandske myndigheder beder om det. Det er også vigtigt, at bilejerne har attesten med i udlandet, hvis uheldet skulle være ude, og bilen bliver beskadiget, så de ikke kan køre hjem til Danmark i den. I den situation kan de få brug for at vise attesten til et udenlandsk værksted.

Motorstyrelsen opfordrer derfor alle bilejere til at tjekke, at de har deres registreringsattest – og bestille en ny i god tid, hvis de ikke kan finde den.

Reglerne om registreringsattest gælder også motorcykler, campingvogne og andre motorkøretøjer.

Læs mere om registreringsattesten, og hvordan du bestiller en ny:

Registreringsattest

Motorstyrelsen har lanceret en vejledningsindsats, der skal minde bilejere om, at registreringsattesten er et vigtigt dokument, som de skal passe på.

Yderligere oplysninger

Journalister: 72 22 15 00
presse@motorst.dk

Borgere og virksomheder: 72 22 15 15

Om Motorstyrelsen

Motorstyrelsen blev etableret 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Motorstyrelsen har hovedkontor i Aalborg og beskæftiger cirka 500 medarbejdere.