Gå til indhold

Motorstyrelsen sætter fokus på import af brugte køretøjer

Motorstyrelsen styrker arbejdet med at sikre, at virksomhederne i bilbranchen overholder reglerne. I første omgang bliver en ny datamodel brugt på området for import af brugte køretøjer.

Politikerne har de seneste år haft øget fokus på motorområdet, og både i 2019 og i 2020 har Folketingets partier indgået politiske aftaler, der skal bidrage til at styrke regelefterlevelsen. I bilbranchen er der også ønske om større kontrol med virksomheder, der ikke følger reglerne.

Derfor tager Motorstyrelsen nu en ny model i brug, der sammenkører alle de data, som styrelsen har om virksomheder, der beskæftiger sig med import af brugte køretøjer. Modellen bliver i de kommende måneder udbygget med data fra leasing og eksport af køretøjer.

Modellen indeholder fx resultater af pristjek, registreringssyn og virksomhedernes brug af deres månedsangivelse. Men data kan også være viden, der er fremkommet i forbindelse med vejledning.

På baggrund af disse oplysninger drøfter et bredt sammensat Koordineringsforum i Motorstyrelsen, hvordan styrelsen skal sætte ind med vejledning og kontrol og eventuelle sanktioner i forhold til de områder og virksomheder, hvor der er størst risiko for, at reglerne ikke bliver overholdt. Koordineringsforum vil løbende følge op på de igangsatte og afsluttede indsatser.

Motorstyrelsens direktør, Jørgen Rasmussen, understreger, at modellen ikke bare styrker Motorstyrelsens vejlednings- og kontrolarbejde. Den kan også være en hjælp til virksomhederne i branchen.

”Med den nye model får vi et dataunderstøttet og præcist indblik i, hvilke virksomheder der har udfordringer med at følge reglerne. Det betyder, at vi i højere grad kan målrette vores kontrol og vejlede de virksomheder, der har behov for hjælp til at forstå afgiftsreglerne”, siger Jørgen Rasmussen.