18-09-2024
Motorstyrelsen retter opkrævning af grøn ejerafgift for nogle elbiler, brændselscellebiler og plugin-hybridbiler
I december 2020 trådte nye regler om bilafgifter i kraft, og dermed ophørte særlige regler om grøn ejerafgift for person- og varebiler på el, brændselsceller samt plugin-hybridbiler.
Før de nye regler trådte i kraft, omregnede man bilens elektriske forbrug (Wh) pr. km til antal km pr. liter benzin. Efter de nye regler skal elektrisk forbrug ikke længere omregnes til brændstofforbrug, hvis de er indregistreret første gang i perioden fra og med 18. december 2020 til og med 30. juni 2021.
Motorregistret blev ved en fejl ikke tilpasset i forhold til denne ændring, og det betyder, at køretøjerne ikke er blevet opkrævet korrekt grøn ejerafgift og eventuel udligningsafgift.
Motorregistret er nu tilpasset
Fra 14. september 2024 er Motorregistret blevet tilpasset, så afgiften kan blive opkrævet korrekt fremadrettet.
Før Motorstyrelsen kan opkræve den korrekte afgift af køretøjer, der allerede er indregistreret, skal der ændres oplysninger om køretøjerne i Motorregistret. Det kan ske på to måder:
- Motorstyrelsen ændrer oplysninger for de berørte køretøjer i Motorregistret og regulerer tidligere opkrævninger. Herefter vil vi opkræve korrekt grøn ejerafgift og eventuel udligningsafgift for køretøjerne.
Motorstyrelsen vil skrive til ejere og brugere af de berørte køretøjer. - Hvis der bliver ændret oplysninger om et køretøj i Motorregistret, før Motorstyrelsen har gjort det, vil vi herefter sende en korrekt opkrævning af grøn ejerafgift og eventuel udligningsafgift fremadrettet. Disse ændringer kan fx være syn af køretøjet, skift af ejer eller bruger eller montering af anhængertræk.
Motorstyrelsen vil regulere tidligere opkrævninger på et senere tidspunkt.