Gå til indhold

Motorstyrelsen har skærpet kontrollen med motorcykler

Motorstyrelsen har de seneste år skærpet kontrollen med afgiftsberigtigelse af motorcykler. Det betyder blandt andet, at færre importører får tilladelse til at betale afgift af en lavere pris end lovens mindstebeskatningspris. I 2022 er der slet ikke givet nogen tilladelser.

Som udgangspunkt skal forhandlerne betale registreringsafgift af nye motorcykler ud fra en såkaldt mindstebeskatningspris. Men hvis det er svært at sælge motorcyklen, kan importøren søge Motorstyrelsen om tilladelse til at sælge motorcykler til en lavere mindstebeskatningspris.

Flere medier har nu sat fokus på, om importører og forhandlere udnytter en lavere mindstebeskatningspris til at snyde med registreringsafgiften. I den forbindelse er Motorstyrelsens direktør, Jørgen Rasmussen, blevet interviewet om styrelsens kontrol på området.

Jørgen Rasmussen fortæller blandt andet, at styrelsen de seneste år har skærpet kontrollen, og at det har ført til, at styrelsen i år har afvist alle ansøgninger om nedsættelse af mindstebeskatningsprisen.

”Vores kontrolmedarbejdere er desuden i gang med at lave kontrol ude i branchen ved importører og forhandlere for at sikre, at betingelserne for at afgiftsberigtige motorcykler til en lavere mindstebeskatningspris bliver overholdt. Hvis en forhandler fx sælger en motorcykel til en højere pris, er det denne, der skal betales afgift af, og har vi mistanke om, at nogen har snydt bevidst, har vi mulighed for at kontrollere op til 10 år tilbage, og det vil vi gøre,” understreger Jørgen Rasmussen.

Samarbejde med motorcykelbranchen

Siden Motorstyrelsen blev etableret som selvstændig styrelse i 2018, har styrelsen været i gang med at styrke kontrollen på motorcykelområdet.

”Vi har først sikret os, at vi havde de nødvendige kompetencer ansat på området, siden har vi i samarbejde med branchen aftalt rammer og dokumentationskrav for nedsættelse af mindstebeskatningspris. Vi har desuden udarbejdet vejledning og standardskema, som skal bruges, når man søger om nedsættelse af mindstebeskatningsprisen,” siger Jørgen Rasmussen.

Den nye tilgang til kontrol med nedsættelse af mindstebeskatningsprisen førte i 2020 til, at Motorstyrelsen afviste 11 procent af ansøgningerne, i 2021 blev 23 procent afvist, og i år er der ind til videre ikke givet nogen tilladelse til nedsættelse af mindstebeskatningsprisen.

Løbende kontrol med prisen

Bliver der givet tilladelse til nedsættelse af mindstebeskatningsprisen på en motorcykel, kan importører og forhandlere nedsætte den såkaldte listepris, som er den vejledende udsalgspris, inklusive registreringsafgift, til potentielle kunder.

”Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at en motorcykel godt kan blive solgt til en højere pris end listeprisen, hvis der er eftermonteret ekstraudstyr. Og dette ekstraudstyr skal der ikke nødvendigvis afregnes registreringsafgift af,” siger Jørgen Rasmussen.

Motorstyrelsen monitorerer løbende, om motorcyklerne sælges til den nedsatte mindstebeskatningspris eller mere.

”Vi kan konstatere, at der er en del af disse motorcykler, der ender med slet ikke at blive solgt herhjemme, og vi kan også se, at der bliver betalt afgift af en højere pris end den nedsatte mindstebeskatningspris for nogle af de indregistrerede motorcykler. I 2020-2021 gjaldt det fx 16 procent,” siger Jørgen Rasmussen.

Der indregistreres årligt ca. 3.300 nye motorcykler i Danmark, og det indbringer omkring 162 millioner i registreringsafgift. Til sammenligning indregistreres der årligt ca. 128.900 nye personbiler, hvilket giver omkring 9,3 milliarder kr. i registreringsafgift.

Vejledningsmøder med branchen

Motorstyrelsen har i øvrigt planlagt en række informationsmøder i efteråret i samarbejde med Motorcykel Forhandler Foreningen, hvor motorcykelforhandlere kan få vejledning om blandt andet mindstebeskatningspriser.

Dato og sted for informationsmøderne:

  • Herning den 25. oktober
  • Middelfart den 26. oktober
  • Ringsted den 1. november.

Mindstebeskatningspris

Når en importør opretter et køretøj i Motorregistret, bliver der samtidig oprettet en såkaldt mindstebeskatningspris. Denne pris fastsættes som importørens indkøbspris tillagt 9 %. Uanset hvad køretøjet bliver solgt til, skal afgiften som udgangspunkt beregnes ud fra mindstebeskatningsprisen.

Men nogle gange kan det være svært for forhandlere at sælge nye motorcykler, fordi der fx er kommet nye modeller eller nye normer for motorcyklers sikkerhed eller forurening. I disse situationer er det muligt at søge Motorstyrelsen om tilladelse til at sælge motorcyklen til en lavere mindstebeskatningspris.

Læs mere om mindstebeskatningspris på skat.dk