Gå til indhold

Motorstyrelsen gør det langt lettere at få prøvemærker på biler

Borgere og virksomheder slipper for at køre langt til det nærmeste motorkontor eller en toldekspedition, når de skal have prøvemærker på biler. Nu kan de også hente prøvemærker hos cirka 250 synshaller.

Det er blevet hurtigere og lettere at få et prøvemærke på sin bil. Det skyldes, at Motorstyrelsen har forbedret servicen over for de mange borgere og virksomheder, der hvert år skal bruge prøvemærker til deres biler. Før kunne man kun hente prøvemærkerne på 10 ekspeditioner i Danmark, men styrelsen har indgået en aftale med synshaller over hele landet, og det betyder, at man nu kan hente prøvemærker flere end 250 steder.

Cirka 60.000 gange om året benytter borgere og virksomheder sig af prøvemærker, når de for eksempel skal afprøve et køretøj, transportere et køretøj fra et sted til et andet eller i forbindelse med import eller eksport. Tidligere kunne prøvemærkerne kun hentes på fire motorkontorer og seks udvalgte toldekspeditioner, og for mange borgere betød det forholdsvis lang køretid. Nu kan de også hente prøvemærkerne hos cirka 250 synshaller fordelt i hele landet.

Alternativet til at afhente prøvemærkerne er at få dem tilsendt med posten, men erfaringerne viser, at mange borgere og virksomheder helst vil undgå den ventetid, som det indebærer.

- I Motorstyrelsen, som blev etableret 1. juli 2018, ligger det os meget på sinde at forbedre servicen overfor borgere og virksomheder. Samarbejdet med synshallerne er et godt eksempel på, hvordan man på en forholdsvis enkel måde kan gøre det lidt lettere at være bilejer eller virksomhed indenfor autobranchen, siger Jens Otto Størup, direktør i Motorstyrelsen.

Den nye ordning har fungeret siden juli, og bilejere og virksomheder har taget godt imod den. Hver femte prøvemærke bliver nu afhentet hos en synshal, og Motorstyrelsen har en forventning om, at antallet stiger, når flere bliver opmærksomme på, at de kan hente deres prøvemærker i synshaller.

På motorregister.skat.dk kan man se hvilke synshaller, der er med i ordningen, og det fremgår, hvordan bilejere bestiller prøveplader.

For at benytte ordningen skal man have et NemId. Borgere uden NemId skal henvende sig på én af de fire motorekspeditioner i Høje Taastrup, Odense, Aarhus eller Aalborg, eller på én af de seks toldekspeditioner i Frederikshavn, Hirtshals, Nørre Alslev, Rønne, Esbjerg eller Padborg, når de vil bestille og afhente prøvemærker.

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Anders Green
anders.green@motorst.dk
Tlf.nr: 2240 3533