Gå til indhold

Motorkontrol: Hver anden bilist skal betale bøder eller afgifter

Knap halvdelen af de bilister, som Motorstyrelsen og politiet standsede ved en kontrolaktion i Jylland i sidste uge, havde ikke deres registrerings- eller afgiftsforhold i orden.

En række bilister skal betale en bøde eller en højere afgift, efter at de blev standset i en kontrol, som Motorstyrelsen gennemførte ved Kolding Storcenter i samarbejde med politiet i sidste uge. Knap halvdelen havde ikke registreret deres køretøjer korrekt eller betalt de afgifter, som de burde.

Kontrollen afslørede blandt andet, at flere udenlandske bilister ikke havde sørget for at omregistrere deres bil, selv om de bor i Danmark, mens en række bilister kan se frem til en bøde for at have kørt i varebiler uden cvr-nr. og navn på siden.

Motorstyrelsens indsats bygger på intelligente kontroller og risikovurderinger:

- Vores oplevelse er, at danskerne generelt gerne vil følge reglerne på motorområdet og betale de korrekte afgifter. Der er dog tilfælde, hvor køretøjet ikke er registreret korrekt, eller der ikke er betalt de afgifter, som der burde. Derfor supplerer vi vores vejledning med målrettede kontroller – det er aktionen i Kolding et eksempel på, siger underdirektør Jørgen Rasmussen, Motorstyrelsen.

Formålet med Motorstyrelsens vejlednings- og kontrolindsats er at hjælpe borgere og virksomheder med at forstå reglerne og sørge for, at de registrerer deres køretøjer og betaler den rigtige afgift.

- Det er vigtigt for os, at danskerne har den nødvendige viden, så de betaler korrekte afgifter. Derfor vil jeg gerne opfordre de danskere, der er i tvivl, til at sætte sig ind i reglerne eller ringe til os for at få vejledning, siger Jørgen Rasmussen.

Ejerne af køretøjer kan således orientere sig om reglerne på skat.dk/motor, eller ved at ringe til Motorstyrelsen på tlf. 72 22 15 15.

I 2019 forventer Motorstyrelsen at gennemføre kontroller i hele landet som led i arbejdet med at sikre, at alle danskere betaler den korrekte registreringsafgift. 

 

Foto fra kontrolaktion

Motorstyrelsen

Motorstyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Motorstyrelsen har hovedkontor i Aalborg og beskæftiger omkring 300 medarbejdere. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Yderligere oplysninger

Christina Gam Ladefoged

Kommunikationsmedarbejder

Christina.Ladefoged@motorst.dk

Telefon 72 22 15 00