26-05-2020
Danskerne kan bruge deres udenlandske bil til at komme hjem i yderligere to måneder
I starten af coronakrisen besluttede regeringen at lade danskere strandet i udlandet benytte deres udenlandske bil til at komme hjem til bopælen i Danmark, uden de blev ramt af en afgiftsstigning.
Ordningen gjaldt i første omgang frem til 31. maj 2020, men nu har regeringen besluttet at forlænge ordningen frem til den 31. juli. Det skal sikre, at danskere strandet i udlandet får bedre mulighed for at komme hjem.
”Der er fortsat mange lande med lukkede grænser og udgangsforbud. Når situationen tillader det, skal danskere, der opholder sig i de lande, kunne bruge deres udenlandske bil til at komme hjem, uden det rammer dem på pengepungen med en afgiftsstigning. Derfor forlænger vi den nuværende dispensationsordning frem til 31. juli”, udtaler skatteminister Morten Bødskov.
Ordningen betyder, at det udenlandske køretøj her i landet alene må benyttes til kørsel direkte fra grænsen og til førerens bopæl, og at køretøjet skal udføres af landet igen senest den 31. december 2020.
Forlængelse af fristen vil gøre det lettere for danskere, der fortsat er strandet i udlandet, at vende hjem til Danmark, så snart situationen, hvor de opholder sig, muliggør det.
Pressekontakt
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
Mail: presse@skm.dk